
Nøgen Caroline Fleming overrasket af kinesiske turister

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming langer ud efter eksmanden
50 kinesere fik øjne så store som tekopper, da de besøgte Valdemars Slot på Tåsinge.
Pludselig stod der foran de asiatiske gæster en flok unge kvinder, som netop var trådt ud af brusebadet.
Kineserne fik bar hud for hele entre-billetten - pigerne havde kun et lille håndklæde til at dække strategiske privatzoner.
Caroline Fleming beretter om fordelene og ulemperne ved at bo på et slot, der er åbent for offentligheden, i podcasten "Kendte kører syge biler", som kan hentes på Podimo.
- Jeg tror, det var til min 21-års fødselsdag, hvor jeg havde inviteret 120 mennesker til bal på slottet med middag og dans. Mine veninder og jeg havde været i brusebadet, og da vi kom ud i vores små håndklæder, blev vi mødt af 50 kinesiske turister.
Mødet med kineserne var et engangstilfælde, for Iuel-Brockdorff-familien havde ifølge Caroline Fleming deres "private quarters" på Valdemars Slot.
- Du ved, hvor vi levede til daglig, hvor der var køkken og spisestue og fjernsynstue og dagligstue og soveværelser.
50-årige Caroline Fleming siger i podcasten, at man i hendes slægt er opdraget til, at godset er en del af pakken, uanset omkostningerne. Og at det i øvrigt gælder mange andre godsejere.
- Altså, du har en forpligtelse, og det er, at du arver det her sted, og det skal du drive videre.
- Det er en skam, at mange af de her godsejere ikke har haft muligheden for selv at vælge, fordi når du selv går ud og vælger din karriere, så er chancen for, at du bliver rigtig dygtig til det, også væsentligt højere.
. Og så havde det måske været lidt nemmere at have de her godser, hvis man havde en anden indtægtsmulighed.
Caroline Fleming blev selv skrevet ud af Valdemars Slots historisk lange kæde af ejere, da hendes far lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff fik hende til at skrive under på, at hendes ældste søn Alexander skulle overtage ejendommen - mod at Fleming-familien sikrede Valdemars Slot økonomisk.
Men Fleming-familien følte sig ikke forpligtet til at investere flere penge i slottet og Caroline og hendes søster Duddi måtte efter en ubarmhjertig søskende-strid sætte slottet til salg.
Historien endte dramatisk, da Duddi og hendes mand i 2022 købte slottet. Caroline Fleming solgte i strid med Duddis ønske og på vegne af sin søn Alexander en stor del af slottets indbo på auktion.
Podcasten med Caroline Fleming kan høres på Podimo fra i dag.
