Kendte20. april 2023

Nikolaj Hübbe hyldet: "Forfremmet" som ridder

Balletmesteren og "Vild med dans"-dommeren kan nu kalde sig Ridder af 1. grad af Dannebrog
55-årige Nikolaj Hübbe havde ekstra stor grund til at smile på dronningens fødselsdag. nbsp;
55-årige Nikolaj Hübbe havde ekstra stor grund til at smile på dronningens fødselsdag.
 Foto: Hanne Juul

Den 16. april var det ikke kun dronning Margrethe, der kunne træde frem på balkonen på Amalienborg og lade sig hylde af befolkningen på sin fødselsdag.

Samme dag blev Det Kongelige Teaters balletmester Nikolaj Hübbe nemlig også hædret på fornemste vis: Han blev nemlig udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrog. Det oplyser Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Udnævnelsen sker som tak for hans store indsats som balletmester og kunstnerisk leder af Den Kongelige Ballet.

– Jeg er taknemmelig og benovet, udtaler en glad Nikolaj Hübbe i pressemeddelelsen.

Tilbage i 2013 blev Hübbe udnævnt som Ridder af Dannebrog, men nu kan han altså opgradere sølvkorset til et guldkors.

Nikolaj Hübbe er uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole og blev solodanser der i 1988. Han har også danset i New York City, men vendte i 2008 hjem for at stå i spidsen for balletten på Det Kongelige Teater. Mange kender ham desuden nok som dommer i TV 2-programmet "Vild med dans", hvor han siden 2011 har kastet point efter kendisdansere.

Sponsoreret indhold