Kendte12. februar 2021

Nikolaj Coster-Waldaus datter går i fars fodspor

Filippa Coster-Waldau indtager hovedrollen i ny Viaplay-serie
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/capture_5.png
 Foto: Nikolaj Lok, NENT Group

Den 20-årige kendisdatter Filippa Coster-Waldau går til filmen. Eller rettere, serien.

Filippa, som er datter af Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau, skal spille hovedrollen i Viaplays originale serie ”Hvad med Monica”, der i otte afsnit skildrer en gruppe teenagere, der er påvirkede i tiden efter en uopklaret forbrydelse.

Det skriver Viaplay Originals og NENT Group i en pressemeddelelse.

Den følger 16-årige Louise, hvis liv vendes på hovedet, da bedsteveninden, Monica, bliver voldtaget til en fest, som Louise forlod hende til. Tynget af skyld og opsat på at gøre alt godt igen, går Louise egenhændigt i gang med at lede efter gerningsmanden.

Da det viser sig, at gerningsmanden måske skal findes indenfor deres egen vennegruppe, bliver det dog kompliceret; Alle har hemmeligheder, forbudte følelser og drifter, og ingen kan reduceres til at være enten udelukkende onde eller gode - heller ikke Louise.

- Med seriens fokus på at belyse kompleksiteten i valg og dertilhørende konsekvenser bliver ’Hvad med Monica’ et rørende og suspensefuldt portræt af de afgørende teenageår, hvor det sociale spil dominerer alt siger Filippa Wallestam, EVP & Chief Content Officer hos NENT Group.

Optagelserne af den klassiske coming-of-age blandet med en stor portion krimi er allerede startet, og premieren kan vi forvente i slutningen af 2021.

Sponsoreret indhold