Kendte12. januar 2022

Nik og Jay aflyser fire kæmpe koncerter

Idéen til deres turné fik de allerede tilbage i 2019, men nu må de droppe det helt på grund af coronapandemien
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180630dm_tinderbox_2018_039_preview.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Til foråret skulle Nik og Jay have spillet hele fire arena-koncerter. Men alle fire er nu aflyst.

Det meddeler popduoen på deres Instagram-profil.

- Vi bliver desværre nødt til at fortælle jer, at vores fire arena koncerter til foråret er aflyst, fortæller Jay med det borgerlige navn Jannik Thomasen og fortsætter:

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- Idéen om "Længe Leve Drømmene-Touren" startede helt tilbage i 2019, og som vi alle ved, er der sket en hel del siden dengang. Og som tiden er lige nu og her, er det bare ikke muligt hverken at forberede eller afholde store indendørs koncerter for tusind, tusindvis af mennesker.

De planlagte koncerter, der nu ikke bliver til noget alligevel, skulle være blevet spillet i henholdsvis Aalborghallen i Aalborg, Ceres Arena i Aarhus, Jyske Bank Arena i Odense og Royal Arena i København på datoerne mellem 6. maj og 15. maj.

Lukket kapitel

De fire koncerter var i forvejen blevet flyttet fra november af personlige og logistiske årsager.

- Vi har virkelig prøvet alt hvad vi kan for at få det til ske på vores måde, men er også nogen, der lever i i nuet, og vi må sande, at lige nu og her er det simpelthen tid til at lukke det her kapitel, siger Nik aka. Niclas Petersen.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

"Hot"-stjernerne ser nu fremad mod lysere tider, og de lover at melde ud, når tiden igen er inde til, at de kan spille Nik og Jay-koncerter igen, som danskerne kender det.

Udmeldingen om de aflyste giga-koncerter sker i dagene, hvor der ellers er lagt i kakkelovnen til at løsne coronarestriktionerne fra regeringens side. Der er dog umiddelbart ikke tale om fuld genåbning af spillestederne. Derimod er der tale om genåbning med restriktioner.

Men tydeligvis tror Nik og Jay i hvert fald ikke på, at det er realistisk at samle mange tusinde fans i de store koncertsale.

Har man købt billet til en af de fire koncerter, får man direkte besked fra Ticketmaster med informationer om at få pengene tilbage.

Sponsoreret indhold