Kendte28. oktober 2022

Nightwish-forsanger Floor Jansen har fået konstateret brystkræft

Det ser dog ikke ud til at være en aggressiv form for kræft, oplyser sangeren
Forsanger i Nightwish, Floor Jansen, har fået konstateret brystkræft, men er optimistisk omkring sygdommen.
Forsanger i Nightwish, Floor Jansen, har fået konstateret brystkræft, men er optimistisk omkring sygdommen.
 Foto: Pavel Nemecek/AP/Ritzau Scanpix

Hollandske Floor Jansen, der er kendt som forsangeren i det finske metalband Nightwish, må tage en pause fra musikkarrieren, da hun er blevet opereret for brystkræft.

Det skriver hun på sin Instagram-profil, hvor hun gør sine følgere klogere på hendes situation.

- Livet kommer i bølger med op- og nedture. Nu har en ny bølge ramt mig. Og ikke en god. Jeg har fået brystkræft. Jeg blev diagnosticeret for lidt over to uger siden og jeg skal have en tumor fjernet i morgen (torsdag, red.).

- Prognosen ser god ud! Det ligner, at det er en ikke-aggressiv form for kræft, som ikke har spredt sig, skriver Floor Jansen.

Nightwishs næste koncert er i Amsterdam den 20. november, hvor bandets Europa-tour bliver skudt i gang.

Og går alting godt, bliver Jansen klar til turnéen, oplyser hun.

- Jeg er optimistisk, da min prognose er så god. Jeg lover at passe på mig selv. Jeg vil se min datter blive til en kvinde. Jeg vil leve!, skriver 41-årige Floor Jansen.

Nightwish er ifølge bandets egen hjemmeside det mest succesfulde finske band i international forstand.

Metalbandet, der blev skabt i 1996, har solgt mere end 10 millioner plader på verdensplan. Jansen er den tredje forsanger i bandet. Hun blev en del af bandet i 2013.

Undervejs har Nightwish holdt pauser, hvor Floor Jansen har samarbejdet med andre kunstnere herunder den norske guitarist Jorn Viggo Lofstad.

Bandet besøgte Danmark to gange i 2018, hvor det både spillede til Copenhell og senere på året i Valby Hallen.

Sponsoreret indhold