Kendte4. marts 2021

Niels mangler fod og fingre, men: Fuld fart frem

Trods sit handicap sidder 4-årige Niels sjældent stille. Den lille gut fra "De sjældne danskere" har i stedet travlt med at lave spilopper
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/60bf9b5f-f2e6-4bbc-8e7a-cf71f7fe8d0a.jpg
 (Foto: Christina Martiny Moltke/Pipeline Production/TV 2)

Lille Niels er noget ganske særligt. Og det skyldes ikke kun, at den 4-årige knægt er født med det sjældne Adams-Oliver-syndrom - som den eneste i Danmark.

For selv om Niels mangler noget af sin ene fod og har meget små fingre, har han lige så meget krudt i numsen som alle andre 4-årige. Hvis næsten ikke mere.

Den glade gut går således både til håndbold og fodbold, fortæller hans stolte forældre i et stort interview med Ude & Hjemme.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/niels_04_de_sjaeldne_danskere_21feb21_2sl6204.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

Skønne Niels sammen med forældrene Esben og Anette. Foto: Søren Lamberth

Og nu kan Niels føje en titel som tv-stjerne til også.

Han er nemlig ét af de nye ansigter i TV 2-hittet ”De sjældne danskere”, hvor han viser danskerne, at man sagtens kan have et fantastisk liv, selv om man ikke er som alle andre.

– Han er en utroligt glad dreng, som bare giver den fuld gas, hvad enten han leger superhelte med drengene eller ”far, mor og børn” med pigerne ovre i børnehaven, siger Niels’ mor, Anette Skrumsager, til Ude & Hjemme.

Da Anette var fire måneder henne med Niels, viste en scanning, at ikke alt var, som det skulle være. Niels’ ene fod var mindre end den anden. Lægerne kunne ikke udelukke, at der var andre misdannelser også.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/niels_19_de_sjaeldne_danskere_21feb21_2sl6601.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

Foruden fodbold brillerer lille Niels også med håndbolden. Foto: Søren Lamberth

Anette og Esben fik muligheden for at få en abort, men der var ingen tvivl: Niels var et ønskebarn, og en lille fod kunne ikke ændre ved netop det.

Det var først, da Niels kom til verden, at forældrene og lægerne opdagede, at også hans hænder er anderledes. Der skulle dog en længere udredning til, før svaret kom: Niels har det meget sjældne Adams-Oliver-syndrom, der blandt andet viser sig ved deformer fødder og hænder. Er man hårdt ramt af syndromet, kan man også være hjerneskadet.

Niels’ tilfælde er dog mildt.

- Så hvis man kan tale om at være heldig i hans tilfælde, så har han været det, for hans hjerne fungerer helt normalt, fortæller hans far, Esben, i interviewet med Ude & Hjemme.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/niels_22_de_sjaeldne_danskere_21feb21_2sl7151.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

Niels kan sagtens løbe uden sin protese. Den bruges mest for at holde skoen på plads. Foto: Søren Lamberth

For at få mere bevægelighed i fingrene er Niels blevet opereret. Og så bruger han desuden en protese på sin ene fod. Der skal ofte en ny protese til, for Niels vokser simpelthen ud af den på rekordtid.

– Fysisk mærker han ikke rigtigt nogen begrænsninger. Han bruger protese på sin ene fod, men det er mest bare for at holde skoen på plads, for stod det til Niels, kunne han lige så godt klare sig uden. Han løber, cykler og hopper på trampolin ligesom alle andre børn. Han kan også gribe bolde og holde om et glas som sine venner. Han bruger bare mere af sin håndflade i stedet, forklarer Anette og tilføjer:

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/niels_48_de_sjaeldne_danskere_21feb21_2sl7276.jpg
 (Foto: Søren Lamberth)

Niels og farmand Esben leger i haven. Foto: Søren Lamberth

– Der sker selvfølgelig uheld, men så er han god til bare at sige ”pyt”.

– Han er en sej lille dreng, der kaster sig hovedkulds ud i nye ting og kæmper stædigt, til han har lært at gøre tingene på sin egen måde. Forleden sagde han ”Øvelse gør mester, ikke mor?” til mig, og det siger meget om hans indstilling til livet, siger den stolte mor.

Sponsoreret indhold