Kendte26. marts 2020

Nettet spekulerer løs: Er Britney Spears kommunist?

"Kammerat Britney" og "dronningen af proletariatet" er bare nogle af de sjove øgenavne den 38-årige popstjerne har fået efter et særligt opslag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/britney_4.jpg
 Foto: MEGA

Foren jer! I har intet at tabe end jeres lænker.

Så klassisk marxistisk kunne opfordringen til en ny revolution lyde, når befolkninger overalt på kloden vender tilbage til deres oprindelige dagligdag - og muligvis en ekstremt hårdt prøvet økonomi - efter coronakrisen. Men er det i så fald den 38-årige popstjerne, Britney Spears, der går forrest?

I en tekst på et re-postet billede fra forfatter Mimi Zhu på sangerindens Intagramprofil er hun tilsyneladende fortaler for både en helt ny fordelingspolitik, samt generalstrejke.

"I denne tid med isolation har vi mere end nogensinde brug for at være forbundede. Ring til dine kære, skriv virtuelle kærlighedsbreve," står der i teksten, før vi når til den del, der har sat spekulationer igang:

"Vi vil fodre hinanden, fordele rigdom på ny og gå i strejke."

I sin egen beskrivelse under billedet skriver Britney selv en gentagelse af tekstens afsluttende bemærkning:

"Kommunion (fælleskabet red.) kender ingen grænser," hvortil hun placerer tre emojis - tre røde roser. Et symbol, der ofte bruges i venstrefløjens politiske grupperinger - både British Labour Party, demokraterne i USA og sågar vores egne Socialdemokrater herhjemme.

Det står ikke helt klart, hvorvidt det er såre tilfældigheder, eller om Britney Spears virkelig er tilhænger af en politisk ideologi, der ønsker at skabe et klasseløst samfund og fuldstændigt ejendomsfællesskab.

Dog har fans før spekuleret i, om hendes kæmpehit "Work B**ch" i virkeligheden er en hyldest til Karl Marx' tanker om arbejdskraftens værdi.

"Jeg havde ikke regnet med at revolutionen skulle ledes af Britney Spears," og "Britney kendes nu under Kammerat Britney - velkommen til den socialistiske og venstrorienterede familie," lyder bare nogle af de sjove reaktioner på popstjernens opslag.

Mens andre tvivler kraftigt på, om den stenrige verdensstjerne virkelig er villig til at dele ejendomme, når det kommer til stykket.

Oplsaget kommer blot få dage efter, at socialistiske og solidariske Spears postede en anden meget omsorgsfuld besked på sine sociale medier.

Her opfordrede hun fans til at sende hende en besked, hvis de skulle være i knibe i forbindelse med coronaudbruddet, mangle penge, mad eller bleer til deres børn.

Kammerat Britney vil nemlig gerne hjælpe.

Sponsoreret indhold