Kendte18. maj 2022

Neil Patrick Harris lagt for had efter morbid Amy Winehouse-kage

"How I Met Your Mother"-stjernen lavede kagen blot tre måneder efter sangerindens død
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/untitled_design_1_1.jpg
 Foto: MEGA

Internettet glemmer aldrig.

Det må Neil Patrick Harris sande, efter et gammelt billede af en kage, han lavede for 11 år siden, er dukket op til overfladen igen.

Og kagen er da også både morbid og makaber, må man sige.

Kagen er nemlig en zombie-lignende udgave af sangerinden Amy Winehouse, som døde af en alkoholforgiftning blot få måneder før, "How I Met Your Mother"-stjernen viste kagen frem på sociale medier.

Den 48-årige skuespiller fik lavet kagen i forbindelse med en Halloween-fest tilbage i 2011.

"The Corpse of Amy Winehouse", stod der på kagen, hvilket på dansk slet og ret betyder "Amy Winehouses lig".

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/bd758b51963b05b1cd12d4a96667b5c3.jpg

Sådan så den makabre kage ud.

Sangerinden døde som 27-årig blot tre måneder før den pågældende fest, og nu hvor billedet af kagen er begyndt at florere igen, er Neil Patrick Harris blevet lagt noget nær for had.

På sociale medier mener mange nemlig, at skuespilleren gik langt over grænsen dengang, og at han var respektløs over for sangerinden og hendes efterladte.

- Neil Patrick Harris lavede bogstaveligt talt en kage af Amy Winehouse, lige efter hun døde. Jeg har foragtet den mand lige siden, skriver en bruger på Twitter for eksempel.

- Jeg havde ingen anelse om denne groteske kage før nu, og jeg har nu mistet al respekt for den person, lyder det fra en anden.

- Det her er sygt og upassende, konstaterer en tredje på Reddit.

Den massive shitstorm på sociale medier har nu fået Neil Patrick Harris til at undskylde kagen, som han altså ellers viste stolt frem for over et årti siden.

Til Entertainment Weekly siger han følgende:

- Det var beklageligt dengang, og det er beklageligt nu. Amy Winehouse var et talent, man kun oplever en enkelt gang i hvert årti, og jeg er så ked af den smerte, som billedet må have forårsaget.

Sponsoreret indhold