Mystisk politiefterforskning: Tv-kendis og kæresten forsvundet

En mystisk og uhyggelig sag har ramt det australske.
Her er en tv-kendis og hans kæreste nemlig sporløst forsvundet, ligesom der er blevet fundet store mængder blod i førstnævntes lejlighed.
Det skriver News.com.au og Daily Telegraph.
Ifølge medierne handler sagen om den 26-årige Jesse Baird, der tidligere har arbejdet som underholdningsjournalist for Channel 10, og hans tre år ældre kæreste, Luke Davies.
De to er ikke blevet set i flere dage, og politiet frygter, der ligger noget kriminelt bag.

Tv-kendissen Jesse Baird blev senest set mandag aften, da han forlod sin milliondyre lejlighed i Sydney. Ifølge politiet har naboer vidnet om at have hørt høje råb fra lejligheden om morgenen samme dag.
Det var Luke Davies' familie, der alarmerede politiet, da de tirsdag ringede og anmeldte ham som forsvundet efter ikke at have hørt fra ham.
- Hans familie har ikke været i stand til komme i kontakt med ham, og han er ikke dukket op på job. Vi forsøger nu at finde Jesse Baird, da vores efterforskere tror, at han kan hjælpe med at finde Luke Davies, siger en talsperson fra politiet.
Politiet fortæller videre, at betjente tog forbi Jesse Bairds lejlighed onsdag, og at de hurtigt vurderede, at der var tale om et gerningssted, da de fandt store mængder blod derinde.
Politiet har siden fundet ejendele tilhørende både Jesse Baird og Luke Davies i en skraldespand på en fodboldbane 30 kilometer væk fra gerningsstedet.
Blandt ejendelene skal angiveligt være blodigt tøj, kreditkort og en mobiltelefon.
- Mængen af blod har medført ekstrem bekymring for deres skæbne, da der er fundet nok blod til, at mindst en af dem har pådraget sig en alvorlig skade, siger talspersonen for politiet og fortsætter:
- Der har været en episode, som højst sandsynligt har fundet sted i lejligheden, og det har gjort os meget bekymrede for en af mændene, måske dem begge, udtaler talspersonen fra politiet.
Ifølge politiet er der tegn på, Jesse Baird skal have fjernet ting fra sin lejlighed, inden han forsvandt.
Der er derudover en nabo, som påstår, at hun så Jesse Baird i sit hjem onsdag morgen, men at han nåede at forsvinde, før politiet ankom.
Dette er dog ikke blevet bekræftet fra officielt hold.