Kendte3. september 2025

Mystikken opklaret: Ditte Julie Jensen skifter mægler og sænker prisen igen

Den danske tv-kendis' hus er igen blevet sat til salg. Denne gang er det hos en ny mægler, hvor prisen igen er blevet banket et godt stykke ned
Ditte Julie Jensen giver igen rabat på huset i Kastrup.
Ditte Julie Jensen giver igen rabat på huset i Kastrup.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Ditte Julie søgte trøst i alkohol: Flygtede fra sig selv

Efter flere måneder mislykkedes forsøg på at sælge sit hjem i Kastrup, blev Ditte Julie Jensens villa pludselig pillet af markedet hos ejendomsmægleren i sidste måned.

Den tidligere "Den store bagedyst"-deltager svarede ikke selv på SE og HØRs henvendelse omkring, om huset var blevet solgt, mens meldingen hos kendismægleren Adam Schnack var, at man ikke ville kommentere sagen.

Men nu står det klart, at hun endnu ikke er kommet af med det 133 kvadratmeter store hjem på en 669 kvadratmeter stor grund i Kastrup.

Det er nemlig netop kommet til salg igen. Og nu kan interesserede købere spare endnu mere.

Det viser salgsopstillingen hos EDC, som nu skal forsøge at sælge huset for 9.495.000 kroner, og Ditte Julie Jensens eventuelle gevinst er altså blevet markant mindre, siden huset først blev sat til salg.

I april ramte det markedet med en ønsket pris på 11 millioner kroner, som dog viste sig at være for højt sat. Derfor blev huset i juli sat én millioner kroner ned, og nu har en ny mægler altså skåret yderligere 500.000 kroner af prisen.

Ditte Julie Jensen betalte selv 5.676.000 kroner for at blive ejer af huset, da hun købte det i 2021. Men siden har hun kastet en del penge efter renoveringer, som altså skal fratrækkes den gevinst, hun står med i sidste ende.

Af salgsopstillingen kan man læse, at hun blandt andet har fået lagt nyt tag med betontagsten, tre-lags vinduer og et nyt badeværelse "med italienske fliser, som virkelig skiller sig ud." Desuden er der også lagt nyt køkken ind i huset.

Ditte Julie Jensen blev et kendt ansigt, da hun medvirkede i DR-programmet "Den store bagedyst". Siden kastede hun sig også over forfattergerningen og udgav en række bagebøger, ligesom hun blev influencer og foredragsholder.

Siden gik hun konkurs med selskaberne Kageimperiumet ApS og Kageimperiumet Holding ApS og driver i dag kun enkeltmandsvirksomheden Den bevidste CEO, hvorigennem hun agerer spirituel rådgiver og coach.

Hun har desuden for nylig udgivet bogen "Hvem er jeg uden mit jeg?", hvor hun går "på opdagelse i sit indre og sætter fokus på, hvad det har haft af omkostninger at være et offentligt ansigt og fremtrædende på Instagram gennem næsten 10 år."

Sponsoreret indhold