Morten Resen i comeback: Tilbage på DR

I ni år arbejdede Morten Resen som hele Danmarks morgenvært, da han stod i studiet hos Go’Morgen Danmark og vækkede danskerne, indtil han i 2016 stoppede for at blive selvstændig.
Før det slog den folkekære tv-vært sine folder på Danmarks Radio, hvor han lavede en masse på P3.
Og efter 15 år væk fra hovedkanalen er det nu på tide at vende tilbage. For Morten Resen bliver ny vært på DRs nye iværksætterpodcast “I kløerne på”.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Spurgt i flere år
Podcasten får besøg af nogle velkendte danske iværksættere i løbet af ni afsnit.
I studiet kommer løverne fra “Løvens Hule” på besøg, hvor de vil komme nærmere ind på blandt andet den gode pitch, investeringscases og gode råd til iværksætterdrømmene.

Selv fortæller Morten Resen, at han, siden han stoppede i 2016 som vært, flere gange er blevet spurgt, om han ville komme tilbage på DR som enten vært eller chef, men at han har hver gang afslået det – indtil nu, hvor muligheden for at lave denne podcast dukkede op.
– For lige dén gad jeg ret godt at lave. Og nu hvor vi er i gang, så føles det godt at sige noget i en DR-mikrofon igen, selv efter 15 år, fortæller han.
Det første afsnit kan du høre den 5. januar, hvor han får besøg at den nye løve Anne Stampe Olesen.
Derefter får han besøg af løver som blandt andet Christian Arnstedt, Louise Ellegaard og Jesper Buch.