Kendte21. april 2025

Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard i stor sorg efter Christian Langballes død

Flere af Christian Langballes tidligere partikolleger mindes det tidligere folketingsmedlem
Flere af Christian Langballes tidligere partikolleger i Dansk Folkeparti sætter nu ord på den alt for tidlige død
Flere af Christian Langballes tidligere partikolleger i Dansk Folkeparti sætter nu ord på den alt for tidlige død
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I en alder af blot 58 år er Christian Langballe gået bort.

Det fortæller hustruen, Lone Langballe, til TV Midtvest.

Og nyheden om det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkepartis død har fået flere af Langballes tidligere kolleger på Borgen til at reagere.

En af dem er Morten Messerschmidt som på Facebook og X skriver, at ”det er med stor sorg”, at han har modtaget nyheden om Christian Langballes bortgang.

Messerschmidt og Langballe lærte hinanden at kende, da Langballe blev valgt til Folketinget, mens Messerchmidt sad i Europa-Parlamentet.

- Han var ikke blot en politisk kollega, men også en ven til både Dot og mig. En samtale med Christian var altid berigende – og kunne rumme alt fra humor og lune til alvor og refleksion. Hans inspirerende væsen gjorde ham til et menneske, man altid så frem til at tilbringe tid med.

Da beskeden om Christian Langballes sygdom kom, bragte Morten Messerschmidt af flere omgange tid med det tidligere folketingsmedlem.

Han husker tilbage på årsmødet i september, hvor portrættet af Christian Langballes far, Jesper Langballe, blev lanceret og sidenhen hængt op på Chrisitansborg.

- Christian Langballe efterlader sig et tomrum i både det politiske og kirkelige landskab, men også fodspor at udfylde for andre. Hans engagement og dedikation vil fortsat inspirere. Dots og mine tanker går til hans familie og nærmeste i denne svære tid.

Helt speciel person

Over for BT har også Pia Kjærsgaard sat ord på tabet af Christian Langballe.

- Han havde en rungende latter. En glad og sød mand. Han var en helt speciel person, siger hun til mediet, hvor hun også beskriver bortgangen som alt, alt for tidlig.

Også Dansk Folkeparti-politikerne Nicolai Estrup og Simon Vanggaard er gået til tasterne på Facebook.

- Det er med stor sorg, at jeg modtager nyheden om Christian Langballes alt for tidlige døde. Christian har efter et langt og hårdt sygdomsforløb fået fred.

- Jeg har haft fornøjelsen af Christian utallige gange og jeg vil huske ham for hans humor, hans optimisme, hans intellekt og hans altid skarpe replik, skriver Nicolai Estrup blandt andet.

Simon Vanggaard husker partikollegaen helt tilbage fra teenageårene, hvor Langballe var god til at kigge forbi lokalforeningen som dirigent.

- Jeg vil savne Christians optimisme og gode humør. Han var en stor personlighed. Kondolencer til Lone og familien. Vi vil savne dig, Christian.

Sponsoreret indhold