Kendte16. august 2023

Morten Messerschmidt lever med skyldfølelse: - Måske jeg kunne have grebet ind

DF-formanden sætter for første gang ord på den dårlige samvittighed, han har skullet leve med siden drabet på sin lillesøster
Morten Messerschmidt (DF) under præsentation af finansloven på et doorstep pressemøde i Finansministeriet, mandag den 24. april 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Morten Messerschmidts søster blev stukket ihjel af sin kæreste i 2019.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Jeg fortryder, at jeg ikke var mere opmærksom på, hvad der foregik. Måske kunne jeg have grebet ind.

Sådan lyder det fra Morten Messerschmidt, der tilbage i 2019 mistede sin lillesøster på brutal vis. Hun blev myrdet af sin kæreste, da hun forsøgte at gøre det forbi.

Det er i et interview med Jyllands-Posten, at DF-formanden taler ud om tabet af søsteren, Line Messerschmidt.

Her fortæller han for første gang, hvordan han har været præget af dårlig samvittighed siden den skæbnesvangre dag, hvor søsteren blev stukket ihjel.

Morten Messerschmidt fortæller blandt andet, at han og resten af familien efterfølgende fandt ud af, at søsteren op til drabet havde ført logbog over, hvordan hun blev tæsket af kæresten.

Noget som DF-formanden ikke havde nogen anelse om.

- Jeg var ikke opmærksom på faresignaler, siger han til Jyllands-Posten og fortæller, at han altid havde mest fokus på søsterens fire børn, når de besøgte hinanden.

Han glemte derfor simpelthen at spørge ordentligt ind til, hvordan hun havde det, og det er en fortrydelse, som han kæmper med den dag i dag.

Det er dog samtidig også noget, der har lært DF-formanden at være mere opmærksom på sine andre søskende og deres velbefindende, fortæller han.

Line Messerschmidt blev dræbt af sin kæreste, Martin Christensen, i efteråret 2019. Han kørte efter drabet på DF-formandens lillesøster hen til sin ekskæreste, som han også slog ihjel med en kniv.

Martin Christensen blev efterfølgende idømt livstid for drabene i Landsretten.

Morten Messerschmidt har i dag forældremyndigheden over sin lillesøsters børn, men de bor dog hos deres mormor.

Sponsoreret indhold