Morten Løkkegaard i sorg: Har mistet sin far

Europa-Parlamentariker for Venstre og tidligere TV-vært Morten Løkkegaard er i sorg.
På Facebook fortæller han, at hans far, Hans Løkkegaard, er gået bort.
"Forleden sov han stille ind, 88 år gammel - efter et rigt og godt liv," skriver Morten Løkkegaard.
Han skrev, at faren kom fra beskedne kår i Jylland, men endte som overlæge på Herlev Amtssygehus, hvor han blev en stor autoritet inden for sit område.
I sin fritid var musikken i form af violinspil den helt store passion.
"Far var mit store forbillede: Principfast, viljestærk og utrolig arbejdsom. Old School når det var bedst: usentimental og alligevel respektfuld og værdig. Et helt igennem ordentligt menneske," skriver Morten Løkkegaard og fortsætter:
"Jeg kommer til at savne mine mange samtaler med ham - og hans kærlighed til os alle. Æret være hans minde."