Mortada Haddad vil udleje usælgelig lejlighed: Forlanger svimlende beløb i husleje

LÆS OGSÅ: Elvira Pitzner og Mortada har købt deres drømmevilla: Her er prisen
Det har vist sig at være overordentligt svært for Mortada Haddad at komme af med sin 200 kvadratmeter store lejlighed i Salomons Palæ i København.
Derfor har den stenrige forretningsmand nu taget andre metoder i brug: Han lejer den ud.
Mortada har således indrykket en annonce på BoligPortalen, og af den fremgår det, at man skal være mere end almindeligt velhavende for at have råd til at flytte ind.
Den månedlige husleje lyder på svimlende 60.000 kr. uden forbrug, som løber op i 2000 kr.
Derudover skal du lægge 180.000 kroner i depositum, før du får nøglerne til den herskabelige herlighed udleveret.
Han har da også mange millioner ude at svømme i øjeblikket. I april betalte Pitzner-parret 15 millioner kroner for drømmevillaen på Strandvejen, som de i følge Tinglysningen kan flytte ind i 15. august.
Dengang havde lejligheden allerede været til salg i adskillige måneder.
Til salg-skiltet blev sat i vinduet sidste sommer, og prisen lød på svimlende 18,5 millioner kroner. Da ingen bed på, så han sig senere nødsaget til at barbere først to millioner og siden yderligere 750.000 kroner af prisen.
Uden held.
Selv om parret nu jagter en lejer til boligen, virker det dog ikke til, at de helt har opgivet håbet om at finde en køber.
Boligen er fortsat til salg hos RealMæglerne.