Monica fra "Den store bagedyst": Jeg var meget tæt på at melde fra

Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt, lød det engang fra Pippi Langstrømpe, og det var med nogenlunde den tilgang, at 40-årige Monica Clemmensen fra Aalborg spontant meldte sig til ”Den store bagedyst”.
For selv om jyden er lidt af en alt-mulig-kvinde, så stod kager ikke just øverst på CV’et, før Timm Vladimir sagde ”Klar, parat, bag!".
– Jeg kunne ingenting, da jeg meldte mig til. Jeg har aldrig lavet en lag i lag-kager, en mousse, tempereret chokolade eller lavet en glaze. Jeg manglede også både en temperaturmåler og en røremaskine, så jeg meldte mig for eventyret, og så tænkte jeg, at det lærer jeg nok undervejs, forklarer Monica fra hjemmet i Aalborg, hvor SE og HØR er på besøg.
Hovedspringet på dybt vand betalte sig, for allerede i første program nappede jyden mesterbagerforklædet, men kort før start var tvivlen alligevel så stor, at Monica var et mulehår fra at give op på forhånd.
– Jeg var tæt på at ringe til dem og sige, ”jeg er simpelthen for dårlig”. Men så tænkte jeg, at det værste der kan ske, det er at blive til grin, og så måtte jeg grine lidt med, forklarer Monica.

Til grin blev hun heldigvis ikke, og det var bestemt heller ikke noget at grine af, da Monica for fem år siden fandt sig selv midt i en livskrise, hvor ”Den store bagedyst”-deltagers normalt så gode humør pludselig blev alt andet end smittende.
– Jeg havde alt. To børn, et ægteskab, et dejligt hus, et godt arbejde og mulighed for at rejse. Alligevel har jeg aldrig været mere ensom og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle blive glad. Så meldte jeg mig på en NLP-uddannelse (som bruges til at nedbryde mentale barrierer, red). Jeg fandt ud af, at jeg ikke var lykkelig og ikke havde været det længe. Jeg blev skilt, stod alene og flyttede i rækkehus og var fri og glad og kunne mærke mig selv igen, forklarer Monica.
Allerede et halvt år efter mødte hun dog bankmanden Casper på Tinder, og så var der amoriner i luften og glæden kom hurtigt tilbage i hvad jyden selv kalder en ”kæmpe gamechanger” for sit liv.
I november sidste år flyttede de sammen i den flotte murermestervilla, hvor de bor med deres fire sammenbragte børn i alderen 9 til 16 og i september i år blev parret gift.
– Det var magisk, solen skinnede og det er helt fantastisk at stå midt i livet og få lov at mærke det. Jeg drømmer bare om at blive ved med at have den følelse, som jeg har inden i lige nu, jubler den dygtige amatørbager.

Dermed har Monica og Casper også lige været på bryllupsrejse i en slags familievenlig version, hvor alle fire børn fløj med til Tyrkiet, til hvad der skulle have være et hyggeligt al-inklusive-ophold i varmen.
Turen endte dog som lidt af et mareridt, for allerede efter halvandet døgn blev Monicas yngste syg, og over de næste dag bredte bacillerne sig først til barn nummer to, tre og fire, så det stod ud af begge ender, og som rosinen i pølseenden blev Monica selv ramt, lige før afrejse mod Danmark.
– Det var en frygtelig ferie. Forfærdelig. Altså, jeg tænkte, hvis jeg skal have det sådan i særligt mange dage, så ville jeg bare dø. Jeg skal aldrig til Tyrkiet igen. Det var ikke lige den slags nærvær, vi havde regnet med, men vi kom meget tæt på hinanden, forklarer Monica, som heldigvis har sin rigtige bryllupsrejse til gode i november, hvor hun og Casper tager alene til Zanzibar.