Kendte 2. oktober 2014

Mød Rødovre-missen Monty: Har knap 18.000 fans på Facebook

Se billedet: Den danske kat er ganske speciel
Af af
Lille Monty fra Rødovre blev født med en kromosomfejl - i dag har missemanden knap 18.000 fans på Facebook
Lille Monty fra Rødovre blev født med en kromosomfejl - i dag har missemanden knap 18.000 fans på Facebook
Foto: Monty/Facebook



I Rødovre bor der en lille missekat, der er gået hen og blevet lidt af en internet-sensation.

Lille Monty har nemlig næsten 18.000 fans på Facebook, som alle hylder den lille kat med det specielle ansigt.



Lille Monty er på grund af en kromosomfejl født med et anderledes ansigt (Foto: Monty/Facebook)




Lille Monty er på grund af en kromosomfejl født med et anderledes ansigt (Foto: Monty/Facebook)

Det er en kromosomfejl, der er skyld i missemandens lidt mærkelige ansigt, fortæller ejerne på Montys fanside på Facebook:

- Vi har været igennem en masse med den lille fyr på grund af nogle problemer forårsaget af hans kromosomfejl. Monty blev født uden en næseryg, og det påvirker ham engang imellem og gør, at han nyser lidt, skriver ejerne, der adopterede den lille hårbold for omkring et år siden fra et dyreinternat.

- Første gang vi mødte Monty, var der ingen tvivl om, at han skulle bo hos os. Hans særlige udseende får ham til at se så utrolig sød ud, skriver ejerne og tilføjer, at hans personlighed er fantastisk og ligeså 'sjælden som en diamant'.

- Monty er en meget blid kat. Han elsker både to- og firbenet kontakt (og også kontakt fra Mikkel, som har tre ben (familiens anden kat, red.)), men hvis han i sjældne tilfælde bliver nervøs eller ikke kan lide en bestemt person, er han ikke sen til at vise det med en simpel 'meow', aldrig sine klør!, lyder det fra ejerne, der håber, at Monty kan blive en slags ambassadør for andre 'anderledes' katte:

- Vi ønsker også at gøre opmærksom på, at man godt kan være fantastisk, selvom man ser anderledes ud. Og vi tror, at vores søde lille Monty er et perfekt eksempel på netop det.

Udover Monty har familien i Rødovre også kattene Mikkel (der har tre ben) og Malle.

Du kan følge Monty på Facebook her.

Sponsoreret indhold