Kendte1. september 2022

Miriam Zesler afslører nyt job

Den garvede nyhedsvært skifter fra TV 2 News til hovedkanalen
Miriam Zesler
Den 43-årige tv-vært bliver nu fast inventar på hovedkanalen.
 Foto: Gregers Overvad

Kalenderen skriver september, og for mange unge betyder det studiestart – og måske flytte til en ny by.

Og selv om nyhedsvært Miriam Zesler godt nok er 43 år, så skal hun også vænne sig til at have hverdag i en ny by.

Da SE og HØR onsdag møder hende til havefest på den amerikanske ambassade i Klampenborg, afslører den dygtige vært på TV 2 News, at hun fremover skal være ankerkvinde på hovedkanalen.

– Jeg skal være fast vært på "TV 2 Nyhederne". Så nu skal jeg være gode venner med DSB, for jeg skal arbejde i Odense fremover, hvor "Nyhederne" bliver sendt fra, fortæller Miriam til SE og HØR.

Også i en pressemeddelelse, som TV 2 netop har udsendt, jubler Zesler over sin nye tjans:

– Det bliver ikke meget større som studievært end at få lov til at stå i front for Danmarks største og bedste tv-nyhedsudsendelser. Jeg har mange sjove og udfordrende kilometer i benene fra otte år på TV 2 News, og jeg glæder mig til at sætte mit personlige præg på den journalistiske vinkling, sproget og de kritiske spørgsmål, siger Zesler i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold