Kendte30. april 2024

The Minds of 99 afslører opvarmningsnavne til Parken-koncerter

Alt afhængig af hvilken dag man skal se det danske band optræde i Parken til juni, kan man se frem til at se et af tre fremadstormende danske bands
Zar Paulo spiller på Highland på Heartland fredag den 9. juni 2023. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Zar Paulo er et af tre bands, der skal spille før The Minds of 99's tre koncerter i Parken til juni.
 Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Den 21., 22. og 23. juni indtager The Minds of 99 et udsolgt nationalsadion, når det måske største danske aktive band spiller for 50.000 mennesker tre dage i streg i Parken.

Men hvor koncerterne formentlig kommer til at ligne hinanden, så vil opvarmningen på scenen skifte fra dag til dag.

Det fremgår af en meddelelse fra Live Nation Denmark.

Den første aften fredag den 21. juni vil det være Kind mod Kind, der skal få pulsen op hos publikum.

Bandet står bag sange som ”Du gør mig blind” og Jeg går amok”, og udgav i marts sit første album, der fik der mundrette navn ”</3”.

Om lørdagen bliver det Zar Paulo, der skal varme op.

Bandet, der spiller new-wave inspireret pop-rock, vandt i 2023 en Danish Music Award for det nye danske livenavn, hvilket Parken altså kan håbe, de fem efterskolevenner kan leve op til.

Søndag den 23. juni bliver det danske Prisma, der åbner festen.

Duoen består af søstrene Sirid og Frida, der er aktuelle med albummet ”Something To Respond To”.

Endelig vil The Minds of 99’s gode ven ELOQ være med som special guest på scenen hver af de tre aftener.

Sponsoreret indhold