Kendte15. marts 2023

Mille Dinesen om "Bytte Bytte Baby": Infertilitet er så vigtigt et emne

Skuespiller Mille Dinesen sætter med sin nye film fokus på, hvor svært det kan være at kæmpe for at blive gravid
Mille Dinesen havde i aftes premiere på sin nye film "Bytte Bytte Baby". 
Mille Dinesen havde i aftes premiere på sin nye film "Bytte Bytte Baby".
 Foto: Martin Høien

Hun ved i den grad selv, hvad det vil sige at være i fertilitetsbehandling og kæmpe for at blive gravid og indfri drømmen om at blive mor.

I ti år gjorde hun alt, hvad der stod i hendes magt for at opnå de berømte to streger på graviditetstesten, men lige lidt hjalp det.

Det var faktisk først, da hun havde opgivet drømmen, at det lykkedes Mille Dinesen at blive gravid.

I aftes havde hun premiere på sin nye film ”Bytte Bytte Baby”, hvor emnet er lige netop fertilitetsbehandling.

Et emne, som ”Rita”-stjernen synes er så enormt vigtigt at få belyst, og det var også derfor hun takkede ja til rollen.

- Det er jo et emne, der er meget, meget relevant: infertilitet blandt både mænd og kvinder, sagde hun, da SE og HØR mødte hende til premieren i Imperial i aftes.

”Bytte Bytte Baby” har mest fokus på infertilitet hos kvinder, men Dinesen er begejstret for, at mænd selv er begyndt at sætte fokus på udfordringer med forplantningsevnen.

- Nu handler filmen her nok mest om kvinder, men jeg synes, det er så dejligt, at der via f.eks. Christian Degn er begyndt at komme lidt mere fokus på infertilitet hos mænd, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes bare, det er et emne, der er vigtigt at få belyst på alle mulige måder fra alle mulige vinkler. Nu gør vi det via komedie – det er en vej.

Da Mille mindst ventede det, stod hun pludselig med en positiv graviditetstest. I august 2018 kom sønnen Eddie til verden.

I 2020 afslørede skuespilleren, at hun og Eddies far Thomas Busch var gået fra hinanden. Men mor og søn stortrives alene i hjemmet på Østerbro.

- Det går godt. Det går rigtig godt. Han har det dejligt. Han er jo bare skideskæg. Han er fire et halvt, og det kører bare derudaf.

På kærlighedsfronten kan stjernen heller ikke klage.

- Kærligheden til mit arbejde, kærligheden til Eddie, kærligheden til min familie – det går rigtig godt på den måde. Ellers er der ikke noget nyt under solen, siger hun og griner.

Mille har netop startet optagelserne til en ny tv-serie på TV 2. Her spiller hun chef for en rækker journalister i en gravergruppe.

En sjov opgave, der ifølge skuespilleres selv adskiller sig meget fra de andre rollerne, hun før har spillet. Optagelserne kører helt ind til sommer.

Sponsoreret indhold