Kendte11. maj 2022

Mikkel Hansen træt af PSG-farvel på tribunen

Mikkel Hansen har svært ved at acceptere, at han efter sin blodprop ikke er på banen i sin sidste PSG-tid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mikkel_5.jpg
 Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix

Den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen er i gang med sine sidste måneder som spiller for den franske storklub Paris Saint-Germain.

Danskeren får dog ikke sat et sportsligt aftryk, inden han siger au revoir og drager hjem mod Danmark, og det irriterer ham.

To måneder efter at være blevet ramt af en blodprop i lungerne har han stadig svært ved at affinde sig med, at han må se til fra tribunen, når holdkammeraterne spiller. Det siger han i et interview med den store franske avis L'Equipe ifølge TV2 Sport.

- Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne spille flere kampe for PSG i den her sæson, blev jeg skuffet og berørt. Jeg havde det rigtig svært på det tidspunkt.

- Der var mange, der fortalte mig, at jeg var heldig stadig at være i live og være i stand til at udøve min sport. Men når du er en topatlet, tænker du ikke på den måde.

- Den her klub har været mit liv i ti år. Det er svært at fortælle mig selv, at jeg ikke selv bestemmer, hvordan den her historie slutter. Det har jeg stadig ikke accepteret i dag, siger Mikkel Hansen.

Han har spillet for den franske hovedstadsklub siden 2012.

I august tiltræder han i Aalborg Håndbold, men han er næppe klar til at komme i kamp i Nordjylland fra starten af sin ansættelse.

Uden Mikkel Hansen på banen de seneste to måneder har PSG som ventet kørt det franske mesterskab i hus.

Onsdag aften spiller holdet den første af to Champions League-kvartfinaler mod tyske THW Kiel.

Sponsoreret indhold