Michael Schumacher hyldes uden han selv var til stede

Det var en tårevædet dag for Michael Schumachers familie, da den tidligere racerkører blev hyldet for sit bidrag til de tyske kommuner ved en ceremoni.
Her modtog Formel 1-legenden en pris for sit mangeårige bidrag. Til at modtage prisen var hans kone, Corinna, og datteren, Gina, skriver Daily Mail.
Det var premierministeren i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, Hendrik Wust, der overrakte prisen med ordene:
– I dag hylder vi en person frem for alt. En person med et stort hjerte og for hvem det altid har været vigtigt at tænke på andre, sagde han.
– Michael Schumacher tænkte også på dem, som ikke var velhavende. Han hjalp dem med ekstrem generøse donationer, og hans familie har fortsat det velgørende arbejde.
Doneret flere millioner
Til stående bifald blev den tidligere Formel 1-kører hyldet, hvilket fik hans kone og datter til at bryde ud i gråd, da de skulle modtage prisen på deres mands og fars vegne.
Michael Schumacher har blandt andet doneret ti millioner dollars i 2005 til de udsatte områder, der var berørt af tsunamien i 2004. Derudover har han også givet 2,2 millioner dollars til UNESCO og finansieret flere klinikker, uddannelsessteder og fattige skoler.

Ikke set siden 2013
Hovedpersonen var ikke selv til stede, da han har været isoleret for offentligheden, siden han i december 2013 tog et alvorligt styrt på ski, hvor han slog hovedet på en sten i Frankrig.
Siden da har der ikke været meget at fortælle fra familiens side om Michael Schumachers tilstand, da hans kone har været enormt beskyttende over for sin mand, hvilket er blevet kritiseret af flere af racerkørerens venner.
Blandt andet har hans tidligere træner Willi Weber beskyldt familien for at lyve om Schumachers helbred.