
Michael Maze i millionhandel: Sælger luksuslejlighed på Islands Brygge

LÆS OGSÅ: Dansk stjerne er blevet far
Han har allerede forsøgt at skille sig af med sin restaurant. Og nu har den tidligere bordtennisstjerne Michael Maze solgt sin lejlighed på Islands Brygge for 5,9 millioner kroner, afslører skødet, som netop er blevet tinglyst.
Dermed har Maze fået næsten udbudsprisen for sin eksklusive bolig, der blev sat til salg i januar for 5.995.000 kroner.
Den 75 kvadratmeter store lejlighed ligger i den moderne ejendom Sfinxen, der stod færdig i 2022. Det var også samme år, Maze købte boligen for 5,7 millioner kroner.
Dermed har han på papiret tjent omkring 200.000 kroner, inden eventuelle forbedringer og omkostninger er regnet med.
Boligen, der blev beskrevet af mægleren som "en unik kombination af moderne design og luksuriøs komfort, hvor arkitektoniske detaljer mødes for at skabe et hjem med wow-faktor," ligger centralt på Bryggen ganske få skridt fra havnebadet, vandet og byens liv.
Den nye ejer overtager stedet 1. november, men Maze er for længst flyttet.
Ifølge Folkeregisteret forlod han adressen allerede i december 2023 og bor nu i en andelslejlighed længere ude på Amager sammen med kæresten Sofie, der er 15 år yngre end ham.
Parret har dannet par i over et år og boede sammen, da Maze første gang stod offentligt frem med forholdet.
Salget af lejligheden sker i øvrigt blot måneder efter, at Maze og makkeren Sune Høi satte deres fælles restaurant John’s på Amager til salg for 1,5 millioner kroner.
Dengang lød det, at den tidligere sportsmand "holdt udsalg".
Den tidligere OL-bronzevinder og europamester i bordtennis har nemlig siden sin sportslige storhedstid udviklet sig til noget af en iværksætter med smag for mad og mennesker.
Han ejer restauranterne John & Woo og John’s og kan om sommeren normalt ses i Nordhavn, hvor han står og serverer rosé og kolde fadøl til de solglade gæster.
