Kendte30. januar 2023

Michael B. Jordan bekræfter: Har profil på datingapp

Den berømte filmstjerne er tilsyneladende klar til at finde sig sin næste kæreste efter bruddet med kendisdatter
Michael B Jordan er klar til at score igen efter bruddet sidste år.
Michael B Jordan er klar til at score igen efter bruddet sidste år.
 Foto: Richard Shotwell/Invision/AP

For et halvt år siden kom det frem, at Michael B. Jordan atter engang var blevet single efter sit brud med Lori Harvey, datter af den kendte tv-vært Steve Harvey.

Og nu ser det ud til, at filmstjernen, som tidligere er blevet kåret som verdens mest sexede mand, er klar til at finde sig en ny.

I hvert fald bekræfter han nu, at han har en profil på datingappen Raya.

Det gør han i det seneste afsnit af "Saturday Night Live", hvor han er vært. Det skriver Page Six.

Raya er en eksklusiv datingapp, hvor man skal forhåndsgodkendes for at blive en del af fællesskabet.

Det er en anonym komité, der beslutter, om du er egnet eller ej ved at gennemtrevle din Instagram-profil samt kigge på din kreative baggrund.

Det har tidligere været fremme, at stjerner som Elijah Wood, Matthew Perry, Tom Holland og Cara Delevingne enter har eller haft en profil.

Og det har 35-årige Michael B. Jordan altså også.

I talkshowet fortæller han, at han oprettede sin datingprofil kort efter bruddet med den 26-årige Lori Harvey.

Et brud, der fandt sted i juni 2022 kort efter optagelserne til filmen "Creed II", hvor han spiller en yderst veltrænet bokser.

- De fleste mennesker tænker, at de skal i bedre form efter et brud, men jeg var allerede i Creed-form, så jeg måtte i stedet tænke, at jeg skulle lære et andet sprog, siger han og fortsætter:

- Og derfor... jeg er på Raya.

Michael B. Jordan og Lori Harvey begyndte at date i foråret 2020. De nåede at være sammen i små to år, før de brød med hinanden.

Mens filmstjernen angiveligt har været single lige siden, så går der rygter om, at kendisdatteren dater den britiske skuespiller Damson Idris.

Sponsoreret indhold