Mette elsker ”Gift ved første blik”: Heppede på Lasse

Det er en travl tid at være partiformand i Socialdemokratiet, for den 18. november er det tid til kommunalvalg.
Men for Mette Frederiksen kunne timingen næsten ikke være bedre – for valgkampen udfylder et hul midt i mellem to af de bedste perioder at se tv for statsministeren, der lige nu savner at have ”Gift med første blik” at følge med i.
– Jeg tror, at jeg har set alle sæsoner. Deltagerne er megamodige, fortæller regeringslederen, da SE og HØR møder hende på hjemmebanen i Statsministeriet.

Især er Frederiksen imponeret af, hvordan parrene altid kæmper for kærligheden.
– Men mange af os, der ser med, sidder jo og siger: ”Gør det nu bare! Lad nu være med at have alle de dér forbehold,” siger Frederiksen – og fremhæver Dorthe og Lasse fra den netop overståede sæson, hvor boligindretning på et tidspunkt gav dem problemer.
– ”Hold nu op, han er megasød, ham dér Lasse! Og han er politimand! Gør det nu bare!”
Sådan sidder jeg og hepper på dem. Han var også helt vild god med børn. Men det lykkedes jo ikke for de to, desværre, fortæller statsministeren slukøret.

Næste store højdepunkt i sofaen foran fjerneren kommer i julemåneden.
For midt i mellem ordfejder med Putin, Trump eller oppositionen, elsker den danske statsminister at nørde julekalender.
Den følelse deler hun med sine børn, for selv om de er flyttet ud af hjemmet, kan de lokkes tilbage med et afsnit af en decemberserie.
– Julekalendere samles vi stadig om. Også selv om de (børnene, red.) er voksne.

Vi ser gerne flere julekalendere – og vi går gerne flere år tilbage. Og vi ser dem om og om igen, siger Mette Frederiksen og nævner et par af favoritterne:
”Absalons Hemmelighed” fra 2006 og ”Julestjerner” fra 2012 – men glemmer vist ”Tinkas Juleeventyr”, som hendes mand ellers var med til at skabe i 2017.

Græder i sofaen
Netop manden, Bo Tengberg, fortalte i sin hjertelige tale ved Mettes 10-års jubilæum som partiformand tidligere i år, at de sammen fælder en tåre, når de sidder og ser DR-serien ”Demenskoret”.
Og det står fru Frederiksen ved.
– Det skal du se! Vi så alle afsnittene ud i et. Det er helt utroligt rørende, anbefaler statsministeren.
