Kendte3. marts 2022

Melinda French Gates taler for første gang ud om skilsmissen fra Bill Gates

For første gang taler milliardærens ekskone ud om skilsmissen fra Bill Gates
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega751643_003_0.jpg
 Foto: MEGA

I maj 2021 annoncerede Melinda og Bill Gates, at de skulle skilles efter 27 års ægteskab.

Og for første gang nogensinde taler Melinda French Gates, som hun nu kalder sig, ud om det smertefulde brud.

Det gør hun i et stort tv-interview på den amerikanske tv-station CBS.

– Den dag, jeg blev gift, troede jeg ikke, jeg ville blive skilt. Aldrig, indleder hun interviewet, hvor hun for første gang taler ud om sin skilsmisse fra Microsoft-stifteren Bill Gates.

Hun afslører også, at det kom bag på hende, hvor omtalt deres skilsmisse blev, da det efterfølgende også kom frem, at Bill Gates havde haft en eller flere affærer.

Melinda French Gates slår dog fast, at hun ikke bebrejder sig selv for, at ægteskabet kuldsejlede:

– Jeg gav, alt, jeg havde, til det ægteskab. Jeg var forpligtet til ægteskabet den dag, vi blev forlovet og til den dag, jeg kom ud af det, understreger hun.

Selv om hun udadtil virkede til at have det hele, afslører milliardæren, at skilsmissen tog hårdt på hende:

– Der var dage, hvor jeg bogstaveligt talt lå på gulvet og tænkte: "Hvordan kan det ske?" og "Hvordan kommer jeg op igen?" og "Hvordan kommer jeg videre?". Der var dage, hvor jeg var vred. Det er smertefuldt, genkalder hun.

Artiklen fortsætter under tweetet

Nu – 10 måneder efter skilsmissen – gør Melinda French Gates status:

– Jeg føler, jeg er ved at komme ud på den anden side, siger hun med et smil.

Hun beskriver også, hvordan hendes forhold til Bill Gates er. De har stadig Bill & Melinda Gates Foundation sammen, hvor de deler deres formue ud til velgørende formål.

– Vi har et professionelt forhold, og vi er venlige over for hinanden, fortæller hun om sin eksmand, med hvem hun har tre børn, og hun udelukker ikke, at hun og eks'en en dag måske kan blive venner.

Hun afslutter med at fortælle, at hun er åben over for at date, og at hun allerede har "dyppet tæerne".

– Jeg håber, det sker for mig, siger hun om at finde kærligheden igen.

Sponsoreret indhold