Megan Thee Stallion bekræfter på den røde løber: Dater Klay Thompson

LÆS OGSÅ: Kendispar skal være forældre
Efter adskillige rygter og et par hints på Instagram, bekræftede Megan Thee Stallion, 30, og Klay Thompson, 35, onsdag aften, at de er et par.
Det gjorde kendisparret på den røde løber til Pete & Thomas Foundation Gala i Gotham Hall i New York.
Her dukkede de nemlig op hånd i hånd, og rapperen talte også meget højt om NBA-stjernen.

- Jeg har aldrig datet en, der er så sød. Det er mit første forhold, hvor jeg er sammen med en, som oprigtigt er en god person, og han gør mig så glad, siger Megan Thee Stallion til Page Six og fortsætter.
- Jeg har aldrig datet en, som ham før, og jeg er bare taknemmelig for, at han er her ved min side, og at han føler det samme for mig.
Også over for People har Megan Thee Stallion sat ord på forholdet.
Hun ville dog ikke afsløre, hvordan hun og NBA-stjernen har mødt hinanden, og hvornår romancen opstod.
Til gengæld deler mediet en video fra den røde løber, hvor parret kysser, inden Klay Thompsor overlader spotlightet til kæresten.
Rygterne mellem Megan Thee Stallion og Klay Thompson begyndte for alvor at florere, da rapperen delte billeder fra en ferie i sidste uge.
Her lignede det øjensynligt, at det var netop Klay Thompson, som lå på en solseng i baggrunden.
Nogle dage senere delte basketballstjernen et billede på Instagram, hvor han kyssede på en kvinde, som havde ryggen til – hun lignede dog meget Megan Thee Stallion.
Og det er altså nu 100 procent blevet bekræftet.