Kendte8. december 2022

Medina langer ud efter ”Genstart”: Gik grædende fra interview

Popstjernen Medina rejser en kras kritik af Anna Ingrisch, som hun beskylder for at have udnyttet hende i en interviewsituation
Medina gik grædende fra interview - nu langer hun ud efter Anna Ingrisch og "Genstart"-redaktionen. 
Medina gik grædende fra interview - nu langer hun ud efter Anna Ingrisch og "Genstart"-redaktionen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Da Medina i foråret havde premiere på sin dokumentar, forsøgte hun samtidig i en lang række interviews at sætte fokus på, hvordan pressen behandler kendte mennesker.

I løbet af sin promotiontur rundt i medielandskabet lagde hun vejen forbi DR-programmet ”Genstart”, hvor hun i et langt interview med værten Anna Ingrisch fortalte sin historie.

Nu langer Medina imidlertid ud efter ”Genstart” med Anna Ingrisch i spidsen og fortæller i et stort interview med modebladet Costume, at hun gik grædende derfra efter udsendelsen.

- Jeg gik grædende derfra, og jeg havde det ad helvede til. Jeg var rasende og følte, at jeg skulle sidde og forsvare mig i en situation, jeg ikke havde bedt om. Og jeg følte mig udnyttet.

- Jeg mødes meget sjældent med journalister, og havde jeg vidst, at jeg ville blive spist på den måde, havde jeg aldrig sagt ja, siger hun til magasinet.

Medina hævder altså, at hun ikke er blevet briefet om, hvad interviewet skal handle om. Til trods for, at Anna Ingrisch fire minutter inde i udsendelsen siger:

- Jeg kan jo ikke garantere dig, Medina, at jeg ikke kommer til at stille spørgsmål, som du synes er ubehagelige eller urimelige, hvilket Medina indvilger i.

I løbet af det knap 27 minutter lange interview spørger Ingrisch ind til en bestemt episode, som udspillede sig for 10 år siden i Københavns Lufthavn. Her spyttede Medina en journalist i ansigtet og hev hende i håret ude i ankomsthallen.

I udsendelsen redegør Medina for forløbet, så godt hun kan, men da Anna kritisk spørger ind til, om hun ikke fortryder sin handling og kalder det vold, kører interviewet af sporet. Medina bliver vred og nægter at svare.

I Costume sætter hun flere ord på og sidestiller oplevelsen med interviewet i ”Genstart” med den måde pressen har behandlet hende på de seneste 15 år.

- Den behandling, jeg følte, jeg fik der, er præcis det, filmen også handler om: at det nærmest er blevet sådan en måde at behandle mig på, hvor en journalist får mig til at fremstå på en bestemt måde. Men hvorfor? Hvad fanden har jeg gjort?, spørger hun i magasinet.

SE og HØR ville gerne have stillet Anna Ingrisch en række spørgsmål, men hun henviser til sin chefredaktør på DR Nyheder, Thomas Falbe.

Han fortæller, at de på ”Genstart”-redaktionen har svært ved at genkende Medinas udlægning.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at Medina har haft den her oplevelse – det har vi jo ikke nogen interesse i i forhold til nogen kilder, vi interviewer. Men det er meget svært for os – både redaktionen og mig - at genkende det, hun siger, fordi præmisserne for interviewet var lagt fuldstændig frem fra begyndelsen, inden vi starter.

- Og hun vidste også, at vi præcis ville spørge ind til den her episode, som det konkret handler om. Så det vidste hun godt på forhånd, inden hun gik ind til interviewet, siger han til SE og HØR.

Ifølge Thomas Falbe er de kritiske spørgsmål en vigtig del af det at være journalist og lave ”Genstart” for at give det fulde billede af både den konkrete situation og af det menneske, det handler om.

En del af Medinas kritik af ”Genstart” går på, at den kritiske tilgang til hende er med til at fastholde hende i et forkert narrativ. Heller ikke det kan Thomas Falbe genkende. Tværtimod.

Thomas Falbe mener ikke, at Anna Ingrisch var ekstra kritisk, da hun interviewede Medina, bare fordi det var Medina.

- Jeg synes, hun får en fuldstændig fair og rimelig behandling. Hun var briefet på interviewet på forhånd. Og udsendelsen som helhed viser jo til fulde både, hvad det er for en situation, hun har stået i i forhold til pressen, og hvordan hun har oplevet det, og hvad det er for nogle handlinger – også de kontroversielle. Det fulde billede synes jeg faktisk præcist repræsenterer den situation og den diskussion, som Medina gerne vil rejse, lyder det fra Thomas Falbe.

SE og HØR har talt med Line Bilenberg, som var presseansvarlig for både film og serie, og som lavede aftalen med "Genstart" og Medina.

- Jeg synes ”Genstart”-interviewet med Medina er rigtig godt. Medina får lov til at sige mange gode og vigtige ting. Men det er da utrolig synd, at hun går grædende derfra, og det ved jeg, heller ikke var hensigten overhovedet, siger hun til SE og HØR.

Line Bilenberg mener, at mediebranchen skal blive endnu bedre til at tackle kunstneriske sjæle med et mere sårbart sind. For selv om præmissen er klar fra start, og der er en gensidig aftale om, at der gerne må stilles kritiske spørgsmål, så handler det i følge hende om at stille dem på den rigtige måde.

- Journalister skal være mere opmærksomme på, at mange kunstnere er sårbare, og det er ikke sikkert, at de kan holde til det samme, som f.eks. en politiker kan.

- Og så vil nogen måske sige, ”men de er jo kendte, så det skal de kunne holde til”. Men hvad hvis de ikke kan holde til det? Det er måske også derfor, at Tobias Rahim giver så ufatteligt få interviews, siger hun.

Sponsoreret indhold