Kendte19 timer siden

Medina har slået 5G fra på sin mobil og slukker internettet før sengetid

Den danske popdronning har på Instagram udtrykt sin skepsis over for flere typer af elektroniske apparater
Tinderbox festival koncert
Medina skrev i seneste uge på sin Instagram-profil, at hun både forsøger at undgå 5G på telefonen, bluetooth-teknologi og elektriske biler.
 Foto: Dan Mariegaard

- Her er grunden til, jeg har droppet mine Airpods.

Sådan lyder teksten til en Instagram-video, som den danske musiker Medina i sidste uge valgte at dele på sin egen Instagram-profil.

I videoen ses et par Airpods – trådløse hovedtelefoner fra Apple - liggende ved siden af, hvad der tilsyneladende er en frekvenstæller af en art.

Apparatet larmer og skratter og læser man teksten til opslaget, står det hurtigt klart, at profilen er meget kritisk over for den elektromagnetiske stråling, som hovedtelefonerne udstråler.

Det samme er Medina, der til sine følgere fortæller, at hun har oplevet at få små cyster ved øret, hver gang hun bruger Airpods.

Desuden kommer musikerens børn aldrig til at bruge dem, må man forstå.

Takker nej til 5G og elbiler

Trådløse hovedtelefoner er dog ikke eneste produkt, som er bandlyst hjemme hos Medina.

Hun skriver videre i sin story, at hun har slået 5G-forbindelsen på sin telefon fra og er gået tilbage til 4G.

Derudover slukker hun for internettet før sengetid og foretrækker desuden, meget ulig nutidens folkestemning, at undgå elektriske biler grundet stråling.

Endelig undgår hun i videst mulig omfang bluetooth.

- Ja, jeg sagde det, skriver Medina, før hun understreger, at det blot er hendes personlige mening, hun deler, og at hun ikke fortæller sin følgere, hvad de skal gøre.

Mikroskopisk lille effekt

De opsigtsvækkende påstande giver muligvis mening at leve efter for Medina, men kigger man på, hvad de danske sundhedsmyndig siger om elektromagnetisk stråling, så er der ikke meget grund til at slukke for 5G på telefonen eller droppe Airpods.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside findes en hel side om stråling.

Her fremgår det blandt andet, at man hos myndighederne ikke vurderer, at der er forskel i sundhedsrisici for 5G i forhold til 3G og 4G.

Heller ikke trådløse netværk som babyalarmer, fjernaflæste målere og trådløse telefoner mistænkes for at have negative indflydelse på helbredet.

En lignende konklusion kom professor på Institut for Elektroteknologi og Fotonik ved Danmarks Tekniske Universitet, Lars Dittmann i 2023 frem til, da fakta-mediet Tjekdet.dk spurgte ham ind til effekten fra stråling fra trådløse høretelefoner.

- Effekten af Bluetooth-høretelefoner er alligevel mikroskopisk lille i forhold til alt muligt andet, vi bliver udsat for fra alle mulige andre ting i samfundet. Så det er fuldstændig hysterisk at påstå, at de skulle have nogen skadelig virkning, lød det dengang fra Lars Dittmann.

Det samme sagde forskningsleder og professor ved Rigshospitalets kræftafdeling, overlæge dr. Med Christoffer Johansen i 2020 til Samvirke.

- Det elektromagnetiske felt, som Bluetoothsenderne i trådløse høretelefoner danner, ligger langt under de grænseværdier, vi tillader i dag, sagde Christoffer Johansen.

Man måler elektromagnetisk effekt på kroppen fra stråling med den såkaldte Specific Absorption Rate (SAR).

Airpods har en SAR-værdi 0,07 watt per kilo. I EU opererer man med en grænseværdi på 2,0 watt per kilo.

Giver elbiler mere stråling

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt elbiler udsætter bilister for mere stråling end benzin- og dieselbiler.

Også det spørgsmål er før blevet besvaret.

I 2024 lod Bilmagasinet mærke til, at mediets egen Facebook-side ofte var fyldt med kommentarer om elektromagnetisk stråling i elbiler.

Bilmagasinet allierede sig derfor med lektor på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, Aurelien Romain Dantan.

Han kunne hurtigt mane Facebook-brugernes bekymringer til jorden.

- Der er ikke blevet fundet en betydelig forskel i mængden af ikke-ioniserende stråling i elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Og det kan virke overraskende, da man kunne tro, at en elbil måske ville skabe større magnetfelter og mere stråling grundet dens mange og større batterier.

- I hvert fald er den målte stråling i både elbiler, benzin- og dieselbiler generelt langt under grænseværdierne for at være skadelige, lød det fra fysikeren.

Hav mobilen på højttaler

På ét punkt er der dog enighed mellem sundhedsmyndighederne og Medina.

Musikeren foretrækker nemlig at bruge højttaler-funktionen, når hun snakker i telefon, og det er i tråd med myndighedernes anbefalinger.

Ud fra en forsigtighedstilgang anbefaler Sundhedsstyrelsen en række enkle forholdsregler, man bør følge for at reducere eksponeringen fra mobiltelefoner.

Mobiltelefoni er nemlig den største kilde til eksponering for radio- og mikrobølger.

En mobiltelefon holdt op til øret under samtale giver således anledning til en markant højere eksponering end for eksempel en wifi-router og bluetooth-højttalere.

SE og HØR har forsøgt at kontakte Medina for at spørge ind til, hvorfor hun roamer uden 5G, men musikeren er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Sundhedsstyrelsen anbefalinger om mobilbrug

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du følger disse enkle forholdsregler:

  • Brug headset eller håndfri funktion med øresnegl ved samtale, eller brug højtalerfunktionen.
  • Brug så vidt muligt SMS i stedet for samtale.
  • Begræns varigheden af samtaler.
  • Sov ikke med telefonen tæt ved hovedet.
  • Begræns samtaler under dårlige sende/modtageforhold (kan ses på displayet) og i transportmidler.
  • Dæk ikke telefonen til med sølvpapir eller lignende.
  • Sammenlign telefoners SAR-værdi. Lavere SAR-værdi medfører lavere eksponering.

Sponsoreret indhold