Kendte2. juni 2022

Medina afslører detaljer om brylluppet

Det var en intim ceremoni for de nærmeste hjemme i privaten, da Medina og Malo forrige år sagde ja til hinanden
Medina og Malo Chapsal
Medina og Malo Chapsal var omgivet af deres allernærmeste, da de forrige år blev gift.
 Foto: Discovery Denmark

Pressen var selvsagt ikke inviteret, da Medina og Malo Chapsal gav hinanden deres ja forrige år. Derfor er der ikke meget, der er sluppet ud om kærlighedsceremonien.

Men i dokumentarserien ”Medina – hele min historie”, som i øjeblikket vises på Kanal 5 og Discovery+, kommer vi med til brylluppet.

Seerne kommer med til fitting hos kjoleskaber Jesper Høvring, hvor Medina panikshopper en brudekjole kort før den store dag.

- Jeg er simpelt hen så taknemmelig. Seriøst, jeg ringede til dig for fire dage siden og var sådan ”fuuuuuck! Jeg skal giftes, og jeg har ikke nogen kjole”, siger hun i udsendelsen.

Heldigvis ønskede Medina en helt enkel brudekjole med åben ryg, og dem har den erfarne kjolemagiker kreeret i massevis, da han boede i London, og den kunne derfor nå at blive klar til kærlighedsfesten.

- Vi bliver 13 inklusive borgmesteren, fortæller den dengang vordende brud om vielsen.

På daværende tidspunkt boede sangerinden og Malo i en taglejlighed på Frederiksberg. Allerøverst oppe, hvor ingen andre kunne kigge ind. Og der følte hun sig tryg i ly af omverdenens og særligt stalkernes nysgerrige blikke.

Og netop der foregik ceremonien. Og kun for de allernærmeste.

Veninderne var ikke med

Nede i opgangen står hun sammen med sin far Alejandro og hendes to bedste veninder, frisøren Brigitta Comet Thygesen og skuespiller Karoline Brygmann.

Brigitta sætter en blomst i Alejandros knaphul, før veninderne kysser bruden farvel og ønsker tillykke.

Derefter fører Alejandro sin datter op til lejligheden, hvor resten af bryllupsgæsterne og ikke mindst gommen venter spændt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Medina og hendes far Alejandro
Alejandro gav sin datter væk, da Medina forrige år giftede sig med Malo Chapsal hjemme på Frederiksberg.
 Foto: Discovery Denmark

Der bliver fældet tårer til den helt store guldmedalje – men denne gang er det glæde, der udløser dem.

Ceremonien skulle have foregået på deres enorme tagterrasse, men vejret stikker en kæp i hjulet på den plan. Det tager bruden dog med ophøjet ro.

- Det blæser helt vildt. Men det er perfekt – om vi så skulle have stået på toilettet, siger hun og tårer glædestårerne bort kort før Frederiksberg borgmester ankommer for at forestå vielsen.

Malos mor står som den eneste på gommens side, mens Medina er flankeret af sine forældre Bente og Alejandro. Medina storebror Carlos og hendes lillesøster, Michala, er også med, og sidstnævnste sætter sit navn på vielsesattesten som vidne.

Jordbærtærte som bryllupskage

Kærligheden mellem Medina og Malo er svær at overse. Efter vielsen bliver der kysset igennem, mens der bliver skålet i champagne – og bryllupskagen er jordbærtærte, som brudeparret traditionen tro fodrer hinanden med.

Derefter kører det nygifte par væk fra Frederiksberg i en fiks Porche - direkte om bord på en færge, der sejler dem til en ø. En privat ø, hvor de tilbringer første nat som mand og kone, afslører Medina i det seneste afsnit.

Sangerinden får ikke meget søvn på bryllupsnatten. Men det skyldes altså ikke så meget endorfinernes rasen i kroppen.

Det skyldes nærmere, at der rives op i et gammelt traume, der trigges af, at parret sover i stueetagen for første gang i rigtig lang tid.

- Da vi skulle sove ude på den der ø på vores bryllupsnat, var det nede i stueetagen. Og jeg har ikke sovet i stueetagen, siden vi flyttede væk fra huset, hvor jeg har haft alt det der angst. Så jeg vågnede hvert femte minut for at se ud, om der stod nogen, fortæller hun i programmet og brød sammen.

- Jeg troede bare, det var væk, nu hvor vi bor her, og vi var på en ø og kun var os. Det er en fucking privat ø, hvor jeg ved, det kun var os, der var, siger hun fortvivlet.

I programmet følger vi hendes videre helingsproces, som må formodes at gå den rigtige vej. For siden da er parret flyttet i hus i Nordsjælland.

De er også blevet forældre til sønnen Tyler Rose, og en af de nærmeste dage bliver de forældre til deres anden søn.

Sponsoreret indhold