Kendte12. april 2024

Medier: K-pop-sangeren Park Bo-Ram er død

Sangerinden blev kun 30 år
Park Bo-Ram blev kun 30 år.
Park Bo-Ram blev kun 30 år.
 Foto: Instagram

LÆS OGSÅ: Lucy Beaumont og Jon Richardson skal skilles

Den sydkoreanske sangerinde Park Bo-Ram er død. Hun blev kun 30 år.

Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt Metro og The Independent.

Begge medier henviser til en politierklæring, som det sydkoreanske underholdningsmedie AllKPop har citeret.

Her fremgår det, at 30-årige Park Bo-Ram var til en privat sammenkomst torsdag 11. april, hvor sangerinden blev fundet bevidstløs på et badeværelse.

Park Bo-Ram blev efterfølgende bragt til hospitalet og blev erklæret død klokken 23.17 lokal tid.

Ifølge The Independent skriver lokale sydkoreanske medier, at sangerinden blev fundet bevidstløs i en vens hus.

Xanadu Entertainment, et sydkoreansk pladeselskab, som Park Bo-Ram arbejdede for, har også udgivet en erklæring, hvori de sørger over sangerindens død.

- Alle kunstnere og ledere hos Xanadu Entertainment sørger dybt. Begravelsen vil blive holdt efter aftale med familien, lyder det.

I skrivende stund vides ikke, hvad der har ligget til grund for sangerens pludselige død.

Sagen bliver i øjeblikket efterforsket af det sydkoreanske politi.

Park Bo-Ram deltog blandt andet i sangprogrammet "Mnet's SuperStar K2", hvor hun sluttede på en ottendeplads.

Hun fik sin debut tilbage i 2014 med singlen "Beautiful".

Sponsoreret indhold