Kendte23. juni 2022

Medie: Kendall Jenner er blevet single

En tæt kilde på Kardashian-søsteren har fortalt, at kærligheden er brast mellem det amerikanske stjernepar
Kendall og Devin
Efter et forhold på godt to år er det forbi mellem Kendall Jenner og Devin Booker.
 Foto: MEGA

Kærligheden er brast mellem det amerikanske stjernepar Kendall Jenner og Devin Booker.

Det sker efter et forhold på knap to år.

Det bekræfter en tæt kilde til Kendall Jenner over for mediet E! Online.

Kilden fortalte onsdag, at parret har gennemgået en hård periode, og at de nu har været splittet fra hinanden i omkring halvanden uge.

Kendall Jenner og NBA-spilleren havde ellers lige haft en "rigtig dejlig tid" i Italien, hvor de havde fejret Kourtney Kardashians bryllupsfestligheder.

– Men da de kom hjem, begyndte de at føle, at de ikke helt var på linje og indså, at de har meget forskellige livsstile, lyder det fra kilden ifølge mediet.

Her fortalte Kendall Jenner derfor til Devin Booker, at "hun havde brug for tid og rum alene".

Og det har hun nu fået.

Men om det for alvor er slut mellem stjerneparret er endnu uvist. Ifølge kilden håber de begge nemlig på, at de igen kan få romancen til at fungere.

– De har været i kontakt siden, og de bekymrer sig om hinanden, fortæller kilden.

Rygterne om Kardashian-søsteren og Devin Bookers kærlighed begyndte allerede tilbage i april 2020, hvor de var blevet set i en bil sammen i Arizona.

Det var dog først i februar 2021, at Kendall Jenner offentliggjorde, at de var et par.

Det skete gennem et opslag på Instagram på Valentinesdag, hvor man så et billede af hende og Devin, som var i højt humør.

Sponsoreret indhold