Kendte29. oktober 2020

Matthew McConauhey sagde nej til 93 millioner kroner

Svimlende summer var sidst i 00’erne ikke nok til, at Matthew McConauhey ville spille den hotte fyr i romantiske komedier. Han ville tages seriøst
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega427540_031.jpg
 Foto: MEGA

Efter en årrække især i 00’erne, hvor Matthew McConaughey var synonym med den hotte fyr i bar overkrop i romantiske komedier, tog han en stor beslutning. Det var slut med komedierne – han var træt af det – og hvis han ikke fik seriøse roller, så ville han slet ikke arbejde.

Det fortæller han i sin biografi ”Greenlights”.

Han tog sig en snak med sin agent Jim Toth, som med det samme bakkede sin klient op.

- Hvad mener du, at det ikke er noget problem. Mine rom-coms (romantiske komedier, red.) har indbragt jer sikre 10 procent i kommission i over et årti. Hvad tror du, dine chefer vil sige, når du kommer ind på mandag og siger: ”McConaughey vil ikke lave romantiske komedier mere”?, sagde skuespilleren til agenten.

Men svaret var ret lige til fra Jim Toth – der for øvrigt har været gift med skuespilleren Reese Witherspoon siden 2011:

- Jeg arbejder ikke for dem, Mr. McConaughey. Jeg arbejder for dig!

Og så var vejen banet for at gå den seriøse vej.

- Det var risikabelt. Hvis du siger nej til for mange projekter i Hollywood, så stopper de måske med at spørge, skriver han i bogen.

I 2009 afslog han et dusin romantiske komedier. Han læste alle rollerne – for respektens skyld, men han sagde nej. Og selv om han ingen penge tjente, sagde han nej til en rolle, der ville indbringe 14,5 millioner dollars – omkring 93 millioner danske kroner – for to måneders arbejde.

- Hvis jeg ikke kunne lave det, jeg ville, så skulle jeg ikke lave det, jeg ikke ville. Lige meget hvad det ville koste.

Der gik omkring to år, før det gik op for Hollywood, at Matthew McConaughey ikke længere var fyren, der skulle castes i romantiske komedier. Og pludselig vendte tingene.

Han fik en række tilbud med helt andre roller – som i ”Mud”, ”Magic Mike” og flere andre. ’

Og så var Matthew McConaughey selv involveret i projektet ”Dallas Buyers Club” fra starten. Han havde læst manus i 2007 – og ville allerede der lave filmen, men ingen troede på den.

Det blev en lang kamp for at få lavet filmen, som han vandt en Oscar for i 2012.

En film, han og holdet endte med at indspille på 25 dage for et meget skrabet budget – og en rolle som den hiv-syge Ron Woodroof, som McConaughey spillede til perfektion i en krop, der var helt nede og veje 61 kg. Meget lidt for en fyr på 1,82 meter.

Sponsoreret indhold