Kendte21. april 2021

Mathilde Falch klar til "Toppen af poppen"

Sangeren er klar til at give sine musikkolleger med- og modspil i TV 2-hittet "Toppen af poppen"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2ngha3_w.jpeg
 Foto: Zuhal Kocan

TV 2 annoncerer nu endnu et navn, der melder sig under "Toppen af poppen"-fanerne.

31-årige Mathilde Falch kommer til at gøre Malte Ebert, Katinka Bjerregaard, Simon Kvamm og Alex Vargas selskab i TV 2's populære program, der får premiere til efteråret.

- Jeg synes, det er super fedt med et program, hvor musikere får lov til at spille musik. Det er megaspændende rent fagligt at dykke ned i mine kollegaers bagkatalog. Jeg har lært meget om, hvem jeg selv er som sangskriver, ved at nørde de andres materiale, fortæller sangskriveren, der er datter af Michael Falch.

Mathilde Falch, der i 2009 debuterede med singlen "Måske om 5 år", er gået grundigt til værks i sine forberedelser til "Toppen af poppen":

- Jeg har hørt alle mine meddeltageres albums igennem - det er virkelig mange sange. Jeg har fundet en sang fra hver musiker, som jeg virkelig godt kan li’. Så har jeg revet den sang fuldstændig fra hinanden og sat den sammen på ny igen, fortæller hun om processen.

Mathilde Falch har fire albums på cv'et: "Lad Mig Gå Fri" (2012), "Bag Mine Øjenlåg" (2014), "Alle Taler" (2015) og "Som Børn På Ny" (2017). Hendes femte album udkommer den 21. maj.

Privat er hun gift med komikeren Jesper Juhl, og sammen har de sønnen Leo, der kom til verden i 4. december 2017.

Sponsoreret indhold