Kendte 22. november

"Matador"-stjerne Jens Arentzen er død

Arentzen, der var bedst kendt for sin rolle som Ulrik Varnæs i "Matador, blev 64 år
Jens Arentzen

Her er Jens Arentzen fotograferet tilbage i 2018. 

Foto: Mikael Rieck

Skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Jens Arentzen er tirsdag død i en alder af 64 år. Han har været syg med kræft.

Det oplyser familien til Ritzau.

Arentzen blev for alvor kendt, da han indtog rollen som den unge Ulrik Varnæs i tv-klassikeren "Matador".

Efter "Matador" blev Jens Arentzen et stort hit med rollen som Jens Okkings unge makker, kriminalassistent Steen Dahl, i serien "Een gang strømer ...".

Gennem 1980'erne og 90'erne havde han stærke biroller i blandt andet "Midt om natten", "Ballerup Boulevard" og "Hip, Hip Hurrah!".

Senere begav Jens Arentzen sig ud i instruktørrollen, hvor han debuterede i 1995 med tv-filmen "Lille John", og i 2000 fik han en Robert for sin novellefilm "Solen er så rød".

I de senere år har han undervist og holdt foredrag om både sin svære barndom og om sine bedrifter i filmen og tv-seriens verden.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Arentzen voksede op i et hjem med en psykisk syg og alkoholiseret mor og en tilbagetrukket far. Det satte et særligt præg på den unge Arentzen.

- Hvis man kommer fra et hjem, hvor verden kan gå under med døden, bliver man meget lydhør: Hvordan lyder skridtene i gangen? Hvordan sætter min far nøglen i døren?

- Du bliver overopmærksom på andre, og det arbejder jeg meget med. For hvis man mærker andre meget, er den, du er dårligst til at mærke, dig selv, sagde han til Kristeligt Dagblad i 2014.

I 2019 udgav han borgen "Barnet, Byen og Verden", som er en debatbog om samtidens oversete skæbner.

Bogen var et forsøg på at sætte fokus på de mennesker, der går rundt og føler sig forkerte.

- De har diagnoser, bor på opholdssteder og har svært ved at gå i skole eller få et job. Der er ingen, som siger til dem, at der ikke er noget galt med dem, men at det i virkeligheden handler om, at deres stedfar tændte for deres pyjamas med en lighter, da de var små, sagde Jens Arentzen til Politiken i anledning af udgivelsen.

I 2013 var Jens Arentzen vært på programserien "Erkendelsens time" på DR2, hvor han interviewede mennesker, der var vokset op i dysfunktionelle familier eller under stærkt psykisk pres.

Arentzen efterlader sig en datter og to børnebørn.

Jens Arentzen spillede Ulrik Varnæs i "Matador". 

Foto: Aller Media DK

Sponsoreret indhold