Kendte8. oktober 2020

Mascha Vang voldsomt skadet under tv-optagelser

Tanken var at se sej ud på tv, men bloggeren Mascha Vang reddede sig i stedet to brud på sin venstre arm og en masse smerter efter optagelser på Bornholm
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mascha_0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Den 41-årige blogger og realitystjerne Mascha Vang føler sig ikke just godt behandlet efter en tur på skadestuen på den dejlige ferie-ø Bornholm sidste lørdag.

I et indlæg på sin blog sender hun i hvert fald kritik afsted mod både skadestuen på øen samt en vagtlæge, som hun kontaktede søndag aften.

Mascha har i forbindelse med et fald på tv-optagelserne reddet sig to brud på venstre arm – samt en hulens masse smerter.

Ville falde sejt

Selv beretter hun, at uheldet skete, fordi hun forsøgte at se sej ud under et ”G.I. Jane-agtigt” fald, der måske nok nærmere ramte noget alá Basserne.

”Da jeg landede på jorden mærker og hører jeg at min arm tager skade. Det gjorde f****** ondt og jeg havde lyst til bare at trille rundt og tude, men det gør man jo heller ikke med tv på, så jeg bed det i mig og sagde bagefter til produktionen, at jeg havde ondt i armen,” skriver bloggeren.

Et par timer efter er smerterne så stærke, at Mascha tager forbi skadestuen, hvor en sygeplejerske fortæller hende, at alt umiddelbart ser fint ud, og at hun jo sagtens kan bruge armen.

Iprener uden effekt

Smerterne er dog for meget for Mascha, som bestemt ikke er enig med sygeplejerskens dom.

”I journalen skriver hun flere ting som er lodret forkerte, samt noterer at vi har talt om ting der aldrig er blevet nævnt. Det er i det hele taget ret sært, og jeg kan godt fornemme at jeg bare skal hurtigt ud af vagten, da jeg tydeligvis er til besvær med min pivede adfærd. Jeg får to iprener, der ikke har mere effekt end et par M&M ville ha’ haft,” lyder det i hendes beretning.

Søndag aften er der heller ikke meget forståelse at hente, ifølge den 41-årige mor til Hollie Nolia.

Vagtlægen fortæller hende, at hun er blevet tilset tilstrækkeligt af forrige læge, og at han ikke har tænkt sig at behandle hende yderligere.

Ifølge Mascha er det først om tirsdagen – da smerterne er umulige at slå ned med egne morfinpiller – hun får konstateret bruddene efter de har set på røngtenbillederne fra Bornholm.

Mascha Vang kan de næste seks uger ikke bruge sin arm, som nu er i slynge efter det uheldige ”cool” fald på tv-optagelserne.

Hun skriver desuden, hvordan den indpakkede arm nu gør det svært både at skrive blogindlæg og vaske hår.

Sponsoreret indhold