Kendte12. december 2024 (opd. 12. december 2024)

Martin Sheen sender videohilsen til Peter Hummelgaard: Hører du efter?

Filmstjernen kæmper for at få den danske regering til at gribe ind i fængslingen af hvalaktivist Paul Watson
84-årige Martin Sheen er kendt for sit store politiske engagement. Her ses han sammen med den amerikanske førstedame Jill Biden.
84-årige Martin Sheen er kendt for sit store politiske engagement. Her ses han sammen med den amerikanske førstedame Jill Biden.
 Foto: Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Paul Watson frygter at dø i fængslet ved udlevering til Japan

Hollywood-stjernen Martin Sheen kommer nu med en ganske følelsesladet opfordring til den danske regering og ikke mindst justitsminister Peter Hummelgaard (S) om at sikre frigivelsen af den verdenskendte hvalaktivist Paul Watson, der i månedsvis har været fængslet i Nuuk.

Den canadisk-amerikanske aktivist blev fængslet i juli, fordi Japan har forlangt ham udleveret til en straffesag på grund af en hændelse i 2010.

- Jeg sender denne besked til den danske regering såvel som til den ærede Peter Hummelgaard, begynder hans videohilsen, som er delt på en hjemmeside, der samler penge og støtter den fængslede hvalaktivist

- Jeg er beæret over at slutte mig til de mange hundrede tusinder verden over, der opfordrer til Pauls frigivelse, lyder det videre fra Sheen, der mener, at Danmark har et ansvar for at sikre Watsons frihed.

Martin Sheen nævner i videoen også den franske præsident Macron, den brasilianske præsident da Silva samt naturaktivisteren Jane Goodall, der på samme måde som ham forsøger at presse den danske regering på banen.

- Forestil jer den ufattelige gave, det ville være for vores planet og Pauls familie, hvis han kunne vende hjem i sikkerhed til Paris i tide til jul.

- Forestil jer det.

Landsretten i Grønland har for få dage siden besluttet at forlænge frihedsberøvelsen af Paul Watson frem til 18. december. Men netop Justitsministeriet i Danmark ventes snart at afgøre, om begæringen om udlevering skal efterkommes eller ej.

Watson anklages for at have været med til at beskadige et hvalfangerskib, ligesom han skal have hindret hvalfangere i at udføre deres arbejde.

Hvis ministeriet og dermed Peter Hummelgaard siger ja til en udlevering, kan Watson indbringe afgørelsen for domstolene i Danmark.

Sponsoreret indhold