Kendte16. maj 2022

Martin Jensen smider bombe: Fyret af TV 2

Når "X Factor" er tilbage næste år, er det uden Martin Jensen ved dommerbordet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_han1658.jpg
 Foto: Hanne Juul

Når TV 2 igen blænder op for "X Factor" bliver det uden Martin Jensen. Det afslører den nu tidligere dommer selv på Instagram.

- Efter to forrygende og vilde sæsoner med X Factor takker jeg af for denne gang. TV 2 ryster posen, og det kan jeg kun støtte op om, skriver han blandt andet.

Over for SE og HØR bekræfter DJ'en, at det er TV 2's beslutning, at han ikke skal medvirke i endnu en sæson.

- Det er TV 2’s beslutning, men det er så fint. Jeg overvejede jo allerede sidste år, om jeg skulle vende tilbage, så der er ingen sure miner, siger han, da SE og HØR fanger ham på telefonen.

Selv om han har fået en fyreseddel, bliver han ingenlunde arbejdsløs.

- Hvis man ser på min tourkalender, kan man se, at den er tætpakket, fortæller han.

Martin er udmærket tilfreds med, at "X Factor"-rejsen slutter her for hans vedkommende.

- Jeg sluttede denne sæson af med en flot placering med Kári, så det er en god måde at slutte af på. Der er ingen sure miner herfra. Vi kan jo ikke alle ende som Blachman, siger han i vanlig drilsk stil.

- Nu skal jeg tilbage og lave det, jeg brænder allermest for.

TV 2's underholdningsboss Dorte Borregaard har været glad for at have Martin Jensen med om bord.

- Martin har været et forfriskende pust som dommer i "X Factor" med sin ligefremme, humørfyldte og ærlige facon - og vi sender ham videre med den største taknemlighed for alt det, han har bidraget med i "X Factor", siger hun til SE og HØR.

TV 2 vil ikke ud med, hvem der ellers kommer til at sidde ved dommerbordet i den kommende sæson - det eneste, der på nuværende tidspunkt er sikkert, er, at Martin Jensen ikke er med.

Sponsoreret indhold