Kendte29. november 2023

Maria Jencels chokopdagelse: Gravid med 14-årig eks

Podcastvært Maria Jencel var kun 15 år, da hun opdagede, at hun var gravid første gang - da hun fortalte faren til barnet om graviditeten blev hun mødt af en trussel
Maria Jencel var bare et stort barn, da hun første gang blev gravid. 
Maria Jencel var bare et stort barn, da hun første gang blev gravid.
 Foto: Jesper Sunesen

To streger på en graviditetstest er for mange forbundet med stor glæde.

Men første gang Maria Jencel tog en test, som viste sig at være positiv, var hun blot 15 år gammel.

Det fortæller hun i sin egen podcast ”112 for knuste hjerter”, hvor hun i dagens afsnit sidder i den varme stol, mens hendes mand Pelle Peter Jencel er gæstevært.

Forud for graviditeten havde hun haft et turbulent forhold til en 14-årig dreng fra klassen under.

Det begyndte med en stormende forelskelse, men kæresten blev mere og mere fraværende og ligeglad med Maria, som blot blev mere og mere forelsket og desperat.

Hun gik til yderligheder for at holde på ham og ønskede sågar, at hun blev ramt af en alvorlig sygdom for at få bare en flig af hans opmærksomhed.

I sidste ende endte han med at gå fra hende og bad hende om ikke at kontakte ham mere. En måned senere finder hun ud af, at hun er gravid.

- Det er både en voldsom følelse af, at jeg er blevet gravid. Det i sig selv er sindssygt. Og at jeg ved nu, at jeg skal have en abort, og jeg skal ringe til lægen, og jeg vil gerne holde det hemmeligt for mine forældre, fordi vi er så uvenner hele tiden.

- Men samtidig er det også en lille følelse af, at nu har jeg jo fået den sygdom, jeg ledte efter for at få noget opmærksomhed fra ham, indrømmer hun.

Da Maria og ekskæresten aftalte at mødes på Christianshavns Kanal for at tale om situationen, var hun både forvirret, bange og ked af det, men hun havde samtidig en sitrende fornemmelse i kroppen, for måske kunne graviditeten bringe dem sammen igen.

Sådan gik det ingenlunde.

Det første den 14-årige spurgte Maria om, da de så hinanden, var ifølge Maria: ”Hvornår skal du have en abort?”.

Hun følte, hun havde overhånden og spurgte, hvorfor han var så sikker på, hun skulle have en abort, hvorefter han truede hende: ”Hvis du ikke får en abort, så smider jeg dig ned ad en trappe”, genfortæller hun i podcasten.

Hun var aldrig på noget tidspunkt i tvivl om, at hun ikke skulle have sit første barn som teenager og fik kort tid efter en kirurgisk abort.

Til trods for truslen om at blive smidt ned ad trappen, ønskede Maria, at ekskæresten var til stede under indgrebet.

Han kom dog for sent, og Maria blev lagt i fuld narkose – ulykkelig, forvirret og usikker på, om han ville dukke op.

- Da jeg kommer ud fra hospitalet, kommer han gående på parkeringspladsen. Så kommer han over til mig, og det første han siger er: ”Du har min trøje på”, fortæller Maria, som havde fundet tryghed i duften fra ekskærestens t-shirt.

- ”Jeg har ledt efter den, jeg skal have den t-shirt tilbage”, siger han så. Så demonstrativt tager jeg t-shirten af ude på parkeringspladsen og står i bh, giver ham den og siger: ”her tag din t-shirt”. Og det var det, der gjorde det for mig, fortæller hun.

Hun havde netop fået en abort og det eneste, han tænkte på, var at få sin trøje tilbage. Han var blottet for omsorg, mens hun stod blottet på parkeringspladsen.

- I dag husker jeg ham hverken med sorg eller vrede. Jeg kan godt se alle nuancerne i det.

I sommeren 2019 blev hun gift med Pelle Peter Jencel. Sammen har de børnene Penelope og Bobby.

Sponsoreret indhold