Maria Fantino gift med sin ungdomskæreste: Sådan mødte de hinanden

LÆS OGSÅ: Maria Fantino er blevet gift: - Længe leve kærligheden
Solen strålede om kap med Maria Fantino, 30, da hun i weekenden gav sit livs ja til sin kæreste gennem mere end et årti, Emil Charlie Hansen.
I det smukkeste junivejr – og under åben himmel – blev værtsfavoritten smedet sammen med sin ingeniør-mand på billedskønne Vognerup Gods i Nordvestsjælland.
Skruer vi tiden adskillige år tilbage, lå det dog ikke lige til højrebenet, at den populære ”X Factor”-vært ville sige ja til sin udkårne.
Den dengang 18-årige Maria Fantino mødte Emil Charlie Hansen helt tilfældigt til en fest, mens hun gik på gymnasiet. Selv om det var kærlighed ved første blik, var hun i begyndelsen ikke så sikker på, at den unge fyr var noget for hende:
- Da jeg lige var begyndt at date ham, kan jeg huske, at jeg var nødt til at spørge mig selv, om han egentlig var kedelig, fordi jeg kunne mærke en underlig følelse i mig selv, som jeg ikke havde været vant til fra de andre fyre, jeg havde datet.
- Den her fyr truede ikke med bål og brand, hvis jeg var uenig med ham. Og han havde ikke tænkt sig at være utro og sige alle mulige grimme ting. Der var en form for tillid og tro og en mulighed for at sænke skuldrene, har Fantino tidligere fortalt til ALT for Damerne.
I dag er radio- og ”X Factor”-darlingen glad for, at hun turde stole på, at den rolige fyr var den helt rigtige for hende.
- Jeg er glad for, at Emil kendte mig før alt det her. Jeg gik i gymnasiet, da vi mødtes, og jeg ved, at han vil have mig for mig, og ikke fordi jeg er vært på noget, siger hun.
Selv om de mødte hinanden i en ung alder, blev ungdomslivet ingenlunde sat på pause for hverken Emil eller Maria.
Hun forlod således ham for en stund for at nyde ungdommen på højskole, ligesom det først var seks år inde i forholdet, at de flyttede sammen.
Her købte de en andelslejlighed på Nørrebro, som de slog sammen med den nedenunder, så de i dag råder over én stor lejlighed på to etager.
Og det var netop i disse hjemlige rammer, at Emil Charlie Hansen i maj 2024 fuldstændig slog benene væk under hende: Her gik han på knæ i parrets køkken.
– Jeg var fuldstændig rød og opløst og hævet i ansigtet, fortalte hun efterfølgende SE og HØR om det rørende øjeblik.
– Det var i køkkenet, og det var rigtig dejligt. Han sagde, han havde en gave til mig – det hele var lidt underligt, og så skulle jeg lukke øjnene.
Emils moster havde netop fået syv hundehvalpe, så Maria nåede at stå med lukkede øjne og tænke: ”Vi skal ikke have hund nu”.
– Så åbner jeg øjnene, og så er han på knæ. Jeg kan ikke rigtigt huske, om han når at spørge – det er bare mig, der begynder at græde rigtig meget. Så stod vi og krammede, mens jeg græd rigtig meget i meget, meget lang tid.
For Maria Fantino var det ”verdens nemmeste ja” at give.
Og nu har hun altså endnu engang givet ”verdens nemmeste ja”, da parret i weekenden lovede at være der for hinanden i medgang og modgang.
Under weekendens kærlighedsfest bar Fantino en drøm af en hvid brudekjole, som den fynske designer Carina Grønning står bag. Det var ligeledes Carina Grønning, som syede finalekjolen i dette års "X Factor", ligesom hun også lagde nål og tråd til det orange skrud, prinsesse Isabella bærer på sit officielle portrætfoto.
Og 30-årige Fantino lægger ikke skjul på, at hun ikke kunne have bedt om en mere fantastisk dag – og mand:
- Jeg havde verdens bedste weekend. Jeg blev gift med verdens bedste mand med alle dem, vi elsker omkring os. Nu sidder jeg helt træt og glad og venter på de sidste billeder, så jeg rigtig kan spamme jer. Længe leve kærligheden, skriver en lykkelig Fantino til en række billeder fra parrets kærlighedsfest.