Kendte15. marts 2018

Bizar video: Mand i "Frozen"-kostume skubber politibil fri af snedrive

En mand i Boston, USA blev dagens helt, da han i et Elsa-kostume skubbede en politibil fri af en snedrive
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/let-it-go.jpg
 Foto: Facebook / Christopher B. Haynes

Helte kan komme i mange udformninger, men en granvoksen mand i et Elsa-kostume er alligevel lidt af de mere kuriøse indslag.

En video, hvor en amerikansk mand iført et Elsa-kostume skubber en politibil fri af en snedrive, er gået viralt, det skriver People.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den komiske heltedåd udfoldede sig tirsdag i Boston, USA, hvor en snestorm raserede den amerikanske storby.

Et par politibetjente ville have aftensmad og parkerede foran gastropubben The Gallows for at hente et par burgere. Da de ville køre igen, sad deres patruljevogn dog fast i en snedrive, men heldigvis kom Elsa fra Disney-filmen "Frozen" til undsætning.

Eller det var rettere sagt 37-årige Jason Triplett, der til daglig arbejder som advokat, der reddede politibetjentene fra miseren.

Ifølge Boston Globe var Triplett i byen med en flok venner, og han var hoppet i Elsa-kostumet som en joke.

Endnu mere komisk blev det, da Triplett altså løb ud i sneen for at skubbe en politibil fri af en snedrive.

En af gæsterne på The Hallows filmede hele seancen, og videoen er i skrivende stund blevet set 5,8 mio. gange og delt 131.000 gange.

I videoen kan man se, at bargæsterne morer sig over den drag-klædte mand, der skubber en politibil fri af en snedrive. De griner og råber "Kom så, Elsa!" og "Let Him Go", der henviser til ørehængeren "Let It Go" fra "Frozen".

Hovedpersonen selv tager sin nyfundne helte- og stjernestatus med ophøjet ro.

- Alle vil være trætte af det, når vi når til frokost, siger Jason Triplett til People.

- Men det her er mine "15 minutes (of fame, red.)", så jeg vil gerne udnytte det og møde Adam Rippon, fortæller "Elsa" og henviser til den amerikanske kunstskøjteløber Adam Rippon, der senest brillerede til vinter-OL i Sydkorea.

Sponsoreret indhold