Mai Mercados mor, mormor og oldemor også ramt af brystkræft: - Jeg har altid kendt risikoen

LÆS OGSÅ: Mai Mercado har mistet sit hår: - Det er meget tabubelagt
I sommer fik Mai Mercado den besked, hun altid har frygtet: Hun havde fået brystkræft.
I et interview med Familie Journal fortæller den konservative politiker, hvordan hun har gjort det til en vane at tjekke sine bryster indgående, da brystkræft har ramt hendes familie i flere generationer.
Både hendes mor, mormor og oldemor er blevet ramt af en livstruende sygdom.
- Jeg har altid kendt min risiko for at få brystkræft, og min mor fik først brystkræft, da hun var i slutningen af 60’erne, så jeg troede, jeg havde mange år endnu, fortæller hun til ugebladet.
Det var på feriens sidste dag, hun opdagede en knude på størrelse med en ært.
- Jeg blev ikke bekymret, for det var kun tre måneder siden, jeg havde fået lavet en mammografi og en ultralydsscanning, som frikendte mig for kræft. Det var nok bare en cyste, siger Mai.
Hun lovede dog sin mand Christopher Mercado at gå til lægen for en sikkerheds skyld, og det viste sig at være en god idé.

For Mai var ramt af en aggressiv form for brystkræft. Ærten var en ondartet tumor, som havde spredt sig til en af lymferne i armhulen.
Blot få dage efter at have fået kræftdiagnosen, fik hun fjernet sit venstre bryst samt lymferne i højre armhule.
Efter operationen har hun været igennem et kemoforløb, og efter kemoforløbet venter strålebehandling.
Derefter skal Mai i medicinsk behandling, som kommer til at strække sig over fem år, og på sigt skal hun også have fjernet sit højre bryst og have rekonstrueret dem begge.
Når foråret kommer, regner hun stærkt med at vende tilbage til Christiansborg.
- Det er bedst at læggesygdommen helt bag mig, inden jeg returnerer, for det er svært at være på Christiansborg, når det ikke er for fuld kraft.
- Så jeg skal være sikker på, at tidspunktet er rigtigt. Jeg er nok tilbage i politik, når kirsebærtræerne blomstrer, for at sige det lidt poetisk.