Kendte26. april 2023

Mads Langer gik fra Julie Lillelund, da hans store kærlighed blev single

I podcasten “112 for knuste hjerter” afslører Julie Lillelund Langer, at husbonden Mads Langer fik kolde fødder og slog op over en SMS
Mads Langer og Julie Lillelund Langer
Mads Langer og Julie Lillelund har haft en lang og broget rejse i deres forhold til der, hvor de er i dag.
 Foto: Martin Høien

I dag er Julie Lillelund og Mads Langer både blevet gift og har fået et barn. Men inden da har det været noget af en rutsjebanetur for parret at nå dertil.

Det afslører Julie Lillelund Langer i podcasten “112 for knuste hjerter”.

Hun og Mads Langer havde været venner og kendt hinanden i en del tid, inden de begyndte at date.

Mads havde fået nys om, at Julie havde haft en svær periode, og de to var derfor mødtes for at få en snak om det svære forhold, Julie Lillelund netop var kommet ud af.

Vil hende pludselig ikke

De begynder derefter at date “mere rigtigt”, indtil hun mærker, at Mads får kolde fødder.

Hun har svært ved at forstå, at Mads lige pludselig ikke vil hende, når han tidligere gav udtryk for det modsatte.

Men Mads Langer stopper deres relation.

- Han siger til mig, at hans livs kærlighed endelig er blevet single, og nu er han nødt til at give det et skud, så han må desværre stoppe med mig. I en fucking SMS.

Hun skriver til ham, at han aldrig nogensinde skal kontakte hende igen.

- Jeg er bare sådan ”endelig har jeg overgivet mig til at prøve det her”.

Knust af hjertesorg reagerer hun fysisk ved at kaste op og går fuldstændig i stykker.

- Hvis en mand siger til en, at han er forelsket i en anden, så er der ikke så meget at gøre. Og i hans livs kærlighed. Skyd mig.

Tilbage hvor det begyndte

Efter tre måneder er Julie Lillelund tilbage i hjembyen Aarhus og sin gamle arbejdsplads spillestedet Fætter Eskild. Det var her hun og Mads mødte hinanden første gang. Og denne gang er han også tilbage.

Han vil gerne snakke med hende. Julie forsøger at slippe uden om, men Mads insisterer. Han undskylder og forklarer, at han tog fejl. Han indrømmer, at Julie er hans livs kærlighed.

- Og jeg er bare sådan ”okay”.

- Det er på mange måder et svært grundlag at blive kærester på, fordi vi har kendt hinanden i tre år inden med så meget historie, og så meget vi ikke ved om hinanden, forklarer hun.

Siden dengang har parret arbejdet meget med deres kommunikation. De går begge til psykolog og har også været i parterapi.

- Jeg synes, det er et symbol på, at man vil bruge ens energi på at forstå hinanden bedre.

- Det er en investering i ens relation til hinanden, når der sidder en tredjepart og oversætter det, man forsøger at sige til hinanden.

Sponsoreret indhold