Kendte5. marts 2020

Lukas Graham-musiker udsat for identitetstyveri

En Airbnb-udlejning endte med yderst ubehagelige konsekvenser for Lukas Graham-trommeslageren Mark Falgren
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200104_cfi01667.jpg
 Foto: Claus Fisker

- Jeg er blevet udsat for identitets tyveri!, sådan indleder Mark Falgren, der er trommeslager i hitbandet Lukas Graham, et længere Instagram-opslag, hvor han deler en rystende historie.

Trommeslageren fortæller, at det hele starter tilbage i august 2019, hvor han for første gang lejer sin lejlighed ud gennem Airbnb, da han skal spille koncerter i Portugal og Skanderborg:

- Da jeg kommer hjem igen, ser alt egentlig fint ud. Lejligheden ser pæn ud og der er ikke umiddelbart stjålet eller ødelagt noget. (eller det er der så alligevel, men det vender jeg tilbage til) Jeg syntes egentlig at det havde været en god oplevelse at leje min lejlighed ud, skriver Falgren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Airbnb-gæsten beder Falgren om at skrive en god anmeldelse af ham på udlejningshjemmesiden, og det gør trommeslageren også. Men et par måneder efter, begynder der at ske mystiske ting.

- Da jeg kommer hjem fra USA tour, har jeg pludselig fået en masse breve fra henholdsvis Eurocard og Norwegien Card, som sender fakturaer på over 100.000kr hver. På det her tidspunkt ved jeg jo ikke at jeg er blevet udsat for identitets tyveri, så jeg smider bare brevene ud, da jeg tror at det er en slags spam, som man kan få på email engang imellem, genkalder han.

Men da musikeren begynder at få trusler om at ende i RKI, tager han kontakt til de to kreditkortfirmaer, som anbefaler ham at rette henvendelse til politiet med mistanke om identitetstyveri.

Falgren kan stadig ikke helt forstå, hvordan det kan ske, men da han modtager kontoudskrift fra de to kreditkortfirmaer, falder femøren:

- Begge kort er ansøgt i den periode hvor jeg lejer min lejlighed ud i August. Kortene er sendt til min adresse. Der er brugt et andet tlf nummer end mit (taletid) og en anden email adresse end min til at oprette lånene. Men det er mit navn og adresse. Min nøgle til min hoveddør virker også til min postkasse, så det har været super nemt for min gæst (gerningsmanden) at få sent kortene til min adresse uden jeg selv har opdaget noget.

Trommeslageren tjekker derfor op på sin tidligere Airbnb-gæst, og blandt de mange femstjernede-anmeldelser dukker der da også to op, som advarer om, at personen er kriminel og i politiets søgelys.

Falgren fortæller, at han brugte et firma til at udleje sin lejlighed gennem Airbnb, og selvom han i starten var mistænksom over for profilen, der hverken havde billede eller en længere beskrivelse, forsikrede firmaet ham om, at det var trygt at udleje gennem Airbnb.

- Måske man skulle kontakte operation x. For jeg er nok ikke den eneste som har oplevet det her!, lyder det afsluttende fra Mark Falgren, der opfordrer andre til at tage kontakt til ham, hvis de har været ude for det samme.

Sponsoreret indhold