Kendte11. april 2023

Lovende rygter: Adele har indspillet et helt album i al hemmelighed

Skal man tro rygterne i spalterne hos en britisk avis, så kan vi allerede godt begynde at gøre os mentalt klar til endnu en skive fra Adele – og den kan allerede lande inden for et par uger
Adele lovede sine fans yderligere 34 Vegas-shows i år - måske har hun nye sange med næste gang hun træder op på scenen allerede i juni? 
Adele lovede sine fans yderligere 34 Vegas-shows i år - måske har hun nye sange med næste gang hun træder op på scenen allerede i juni?
 Foto: Ritzau Scanpix

Normalt lader hun os vente i flere år mellem hver plade.

Men der er kommet andre boller på suppen hos dronningen af powerballader og kærlighedssange, 34-årige Adele Adkins, der så sent som forrige november endelig gav os det længeventede ”30” – med øjeblikkelige klassikere som ”Easy on me” og ”I drink wine”.

Ifølge den britiske avis The Suns kilder, så kan Adele meget vel være på vej med ny musik allerede.

I al hemmelighed skulle hun have skrevet – og siden indspillet – en række nye sange. Men hvor kommer denne meget pludselige produktivitet fra, når nu vi har at gøre med en popstjerne, der almindeligvis brygger på udgivelserne i flere år, og som bestemt har ry for at være perfektionistisk omkring sine plader?

Jo, det skulle efter sigende være hendes helt store kærlighed til sportsagenten Rich Paul, der har tjent til inspiration, og pludselig gjort, at nye sange allerede pressede sig på.

Det kan dog samtidig betyde dårligt nyt til de af Adeles fans, der ikke mener, man bør ændre på en opskrift, der allerede virker upåklageligt.

En helt anden stemning

For ifølge The Suns oplysninger, så er det nye materiale også Adeles hidtil mest ”opløftende og positive” af slagsen. Adeles seneste album ”30” har mindre end to år på bagen, men fans måtte altså vente på denne udgivelse i seks år.

Kilden fortæller:

– Flere dele af ”30” var faktisk indspillet allerede før pandemien, hvilket betyder, at Adele har siddet på den plade i flere år før udgivelsen.

– Siden da er hendes liv vendt fuldstændig på hovedet. Hun er gået fra at være helt nede i kulkælderen til at være hovedkulds forelsket, og det ønsker hun at skrige til hele verden, fortsætter kilden, der også refererer til en ny linje i musikken:

– Hendes musik reflekterer alt det. Så det næste album vil blive hendes mest optimistiske nogensinde. Hun vil nok ikke være dronningen af hjertesorger meget længere efter dette.

Adele svæver på en lyserød sky, og netop på grund af sin forlovede Rich Paul bliver stemningen væsentligt anderledes på det album, som der nu går rygter om, vi får 
Adele svæver på en lyserød sky, og netop på grund af sin forlovede Rich Paul bliver stemningen væsentligt anderledes på det album, som der nu går rygter om, vi får
 Foto: Ritzau Scanpix

Udover rygterne om et hemmeligt album, så er der desuden forlydender fra samme kilde om, at den britiske sangerinde har planer om at gå sit eget store idol, Beyoncé, i bedene. Eksempelvis ved at overraske hele verden med en plade, som folk slet ikke forventede.

Dette formodede Queen Bey at gøre med stor succes for ti år siden, da hun pludselig over natten havde sluppet sit selvbetitlede album ”Beyoncé” – og hey, lad os være ærlige, you ”know where you was when that digital popped”...

For kort tid siden kom det frem, at Adele ønskede at forlænge sine omdiskuterede, men velbesøgte, Vegas Residency-koncerter ”Weekends with Adele” fra juni til november, og det er ifølge kilden ikke utænkeligt, at det er i forbindelse med sin tilbagevenden til sine shows i spillebyen, at hun smider ny musik på gaden.

Adele og Rich Paul mødte hinanden til en fødselsdagsfest hos en fælles ven, før de gjorde det endeligt officielt i sommeren 2021.

Da sangerinden i februar sidste år modtog tre statuetter ved Brit Awards, var det med en gigantisk forlovelsesring på fingeren.

Sponsoreret indhold