
Lone Hertz efter grimt fald: - Det var frygteligt

LÆS OGSÅ: Grimt fald: Lone Hertz har knust lårbenet
Trods et grimt fald tidligere på sommeren, der knuste hendes lårben, dukkede Lone Hertz søndag op til Revyernes Revy på Dyrehavsbakken – med rollator, forsigtighed og et stort smil.
– Det går fremad, kan I se. Ellers ville jeg ikke komme i dag, lyder det optimistisk fra den 80-årige skuespiller, der stadig er midt i sin genoptræning.
– Jeg var halvanden time om at slæbe mig hen til min telefon, der stod til opladning halvanden meter væk. Det var frygteligt, fortæller hun dog.

Lone Hertz havde dog en helt særlig grund til at møde op til revyfesten.
– Vi har købt gode billetter for lang tid siden, fordi det her er Skuespillerforeningen af 1879. Det hjælper vores skuespillere, når de er i nød. Det er et frygteligt fag at være skuespiller. Man er altid freelance, ingen sikkerhed.
– Derfor er det så vigtigt, at vi kommer nu og støtter op om den gode forening, siger Lone Hertz, der selv er æreskunstner.
Selvom hun faktisk kan gå uden, havde hun en hjælpende rollator med sig, da hun søndag eftermiddag gæstede Revyernes Revy på Bakken.
– Jeg kan godt gå uden den her. Det kan jeg faktisk. Men man skulle helst være sikker på benene. Jeg skulle nødigt falde.
Revyernes Revy 2025
