Kendte3 timer siden

Lola Young faldt om på scenen: Nu aflyser hun ALT

Den britiske sangerinde, der lørdag kollapsede på scenen under en musikfestival i New York, fortæller nu, at hun har valgt at aflyse alle sine kommende koncerter
Lola Young faldt om midt i en sang under en festival i New York.
 Video: X

LÆS OGSÅ: Lola Young kollapser på scenen - båret ud

Lola Young har måtte sende en nedslående melding til sine fans.

Det britiske popikon har nemlig set sig nødsaget til at aflyse alle sine kommende koncerter

Det skriver hun i et opslag på Instagram.

- Jeg tager væk et stykke tid. Det gør mig ondt at aflyse alt i den nærmeste fremtid, lyder det fra den 24-årige sangerinde.

Meldingen kommer efter, at Lola Young pludselig faldt om, da hun lørdag stod på scenen under festivalen "All Things Go" i New York. Hun fortæller dog ikke, om pausen og de aflyste koncerter har sammenhæng med kollapset.

Sangerinden skriver heller ikke, hvor lang tid hun forventer at være væk, men hun takker sine fans og understreger, at beslutningen gør ondt.

- Tusind tak for al kærligheden og støtten. Jeg er så ked af at måtte skuffe jer, som har købt billet for at se mig, det gør mere ondt end I forestiller jer.

- Jeg håber virkelig, at I vil give mig en chance til, når jeg har haft tid til at arbejde med mig selv, og jeg er kommet stærkere tilbage, afslutter hun.

Lola Young, da hun i sommer spillede på Arena på Roskilde Festival.
Lola Young, da hun i sommer spillede på Arena på Roskilde Festival.
 Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kollapsede på scenen

Det var under en optræden, lørdag, at Lola Young pludselig kollapsede og måtte bæres væk fra scenen.

Den skræmmende hændelse skete kort efter, at Lola Young havde fortalt, at hun havde haft "et par svære dage".

- Nogle gange kan livet få dig til at føle, at du ikke kan fortsætte, men i dag vågnede jeg op og besluttede mig for at komme her. Nogle gange giver livet dig citroner, og så må du bare lave limonade, sagde hun til publikum.

Dagen efter fortalte hun dog, at hun havde det bedre.

Sponsoreret indhold