"Løvens Hule"-kollegaer reagerer på Mia Wagners ministerpost: – Lige til højrebenet!

LÆS OGSÅ: Totalt mandefald: Jacob Risgaard stopper også i "Løvens Hule"
De fleste kender nok Mia Wagner som succesfuld iværksætter og som tidligere løve i "Løvens Hule".
Men i dag kan den populære serieinvestor tilføje endnu en fornem titel til cv'et. Venstre har nemlig hentet hende ind på posten som digitaliserings- og ligestillingsminister.
I den forbindelse har flere løvekollegaer fra det populære DR-program reageret på nyheden. Heriblandt investoren Louise Herping, der har været en del af DR-succesen siden 2022.
I et opslag på Instagram lykønsker hun nemlig Mia Wagner.
– Jeg har spurgt dig adskillige gange – senest i går – om du ikke skulle gå ind i politik, og du har afvist det blankt hver gang. Men posten som digitaliserings- og ligestillingsminister er jo lige til højrebenet for dig.
– Kæmpestort velfortjent tillykke, skriver Louise Herping til billedet, hvor hun smiler stort i selskab med den nye minister.
Overfor B.T. sætter de to erfarne hanløver Jesper Buch og Jan Lehrmann da også lidt ord på den store nyhed, trods de ikke ønsker at kommentere på politik.
– Jeg udtaler mig ikke om politik, men jeg ønsker hende stort tillykke, lyder det fra Jesper Buch.

Samme hilsen kommer også fra Jan Lehrmann, som dog tilføjer, at hun er "en rigtig god veninde".
Det er ikke første gang, at en investor fra "Løvens Hule" bliver hentet ind i regeringen. I perioden 2019 til 2021 var Tommy Ahlers nemlig minister for uddannelse og forskning.
Mia Wagner forlod sin stol som investor i "Løvens Hule" tilbage i 2022. Siden har hun blandt andet arbejdet med sin virksomhed "Nordic Female Founder" og i sin fars virksomhed "Wagner Advokater".