Kendte2. juni 2023

Lizzo truer med at trække stikket helt efter nedladende kommentarer

Den Grammy-vindende sangerinde er ked af de hadefulde beskeder og kommentarer, som omhandler hendes krop og udseende
Lizzo lægger vejen forbi Danmark igen til sommer, når hun træder op på Orange i Roskilde. Hvis altså ikke internettroldene jager hende ud på gården igen da 
Lizzo lægger vejen forbi Danmark igen til sommer, når hun træder op på Orange i Roskilde. Hvis altså ikke internettroldene jager hende ud på gården igen da
 Foto: Rob Grabowski/Invision/AP

35-årige Lizzo har snart fået nok.

Musikeren med det borgerlige navn Melissa Viviane Jefferson fremsagde derfor nogle usædvanligt chokerende trusler på Twitter onsdag i denne uge.

– JEG HADER DET HER, startede hun sine udbrud i rene versaler, før hun først postede en række tweets og derefter slettede sin egen profil.

Det skriver flere medier, herunder Los Angeles Times.

– Ingen af jer aner, hvor tæt jeg er på at give op, trække stikket og bare nyde mine penge og min mand på en f** farm, skrev hun videre.

Hendes reaktion kommer som direkte modsvar til et af de mange opslag med nedladende indhold rettet mod ”About damn time”-sangerindens kropsstørrelse. Opslag og kommentarer, der er såkaldt ”fat-shaming”.

Lort på daglig basis

Et af dem, som Lizzo reagerede mere eller mindre direkte på, kommer fra forfatteren Layah Heilpern, der tillod sig at komme med bemærkninger om RnB-stjernens vægt.

– Hvordan kan Lizzo stadig være SÅ tyk, når hun hele tiden bevæger sig rundt sådan her på scenen. Jeg spekulerer over, hvad hun mon æder, skrev hun på Twitter.

Som svar skrev Lizzo først og fremmest:

– Jeg er lige logget på, og det her er den slags lort, jeg skal læse om mig selv på daglig basis. Så kan jeg se en, der kommenterer, at svaret er ”masser af fast food”. Jeg stoppede bogstavligt talt helt med at spise fast food for flere år siden. Jeg er så træt af at skulle forklare mig selv hele tiden. Jeg vil bare kunne logge på denne her app uden at se mit navn i et eller andet bullshit, skrev hun.

Sangerindens tweets er af gode grunde væk, da hun siden har lukket ned for sin egen konto, men ifølge flere medier svarede hun også en anden bruger, der påstod, at det nok var vigtigt for hende at være stor for at opretholde et image.

Til dette svarede den rasende amerikanske sangerinde:

– Jeg prøver ikke at VÆRE tyk. Jeg prøver ikke at VÆRE mindre – jeg prøver vitterligt bare at leve mit liv og være sund.

Gennem stort set hele sin karriere har Lizzo sat fokus på kropspositivisme.

Og som Los Angeles Times påpeger – hun har også opbygget en lukrativ virksomhed på det.

Lizzo vandt i september en Emmy-statuette for sit realityprogram, hvor hun sætter jagten ind efter dansere, der går under kategorien "plus size". 
Lizzo vandt i september en Emmy-statuette for sit realityprogram, hvor hun sætter jagten ind efter dansere, der går under kategorien "plus size".
 Foto: Lisa O'Connor/Invision/AP

Lige fra hendes dundertaler ved hvert show på turnéen, hvor hun opfordrer folk til at være lige præcis, som de er, over en shapewear-linje kaldet Yitty, til et realityprogram med titlen ”Lizzo’s Watch Out for the Big Grrrls” på Prime Video, hvor hun ledte efter plus size-dansere til sit nye show.

Den 35-årige stjerne, som både var i Danmark i forbindelse med sin ”The Special Tour”, og som kan opleves på dansk jord igen til sommer på Roskilde Festival, lukkede seneste sin Twitter-profil i april.

Sponsoreret indhold