Kendte28. august 2019

Lise Rønne på skolebænken

Nu skal den populære DR-vært til at studere et fag, der lægger sig tæt op ad Lise Rønnes kommende tv-program
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dzxc01.jpg
 (Foto: Mikael Rieck)

Hun er en af landets mest skattede tv-værter, men nu vil Lise Rønne kaste sig over en helt anden interesse.

DR-darlingen skal nemlig til at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Heldigvis fortsætter Rønne som vært på "Aftenshowet", så vi kan stadig se hende på skærmen lige så ofte som før.

- Jeg bliver sådan en deltidsstuderende, der tager ét fag ad gangen via åbent universitet. Jeg har ingen planer om at få en kandidatgrad, jeg har simpelthen planer om at tage ét fag ad gangen, så længe det økonomisk kan hænge sammen, og jeg har sulten. Lige nu er jeg dødsulten og glæder mig til at lære, siger Lise Rønne til Ekstra Bladet.

Lise Rønnes interesse for litteratur er så dyb, at hun aldrig er hoppet med på Netflix-bølgen. I stedet for at se serier bruger hun al sin fritid på at dykke ned i en bog.

Det giver hende den bedste afslapning, fortæller hun.

- Ved at begynde at læse litteratur håber jeg at kunne fordybe mig mere i det, forstå de større sammenhænge bedre og sådan noget. Jeg tager et halvt år ad gangen og udvider min horisont. Det er mega fedt, slutter hun af.

Udover "Aftenshowet" og litteraturstudiet får Lise Rønne dog også travlt med endnu en tjans. Hun skal nemlig også være vært på et helt nyt program, der kombinerer litteratur og musik.

Programmet "Helt Lyrisk", der kommer dette efterår, får danske musikere til at lave nye numre ud af ældre digte.

- Lise Rønne er vært på programmet, og med den musikalske fortolkning er der tale om anderledes litteraturformidling, som kan åbne litteraturen og digtene for et nyt publikum, skriver DR.

Det må altså være lige i Rønnes boldgade.

Sponsoreret indhold